A3’er med frisk luft
Audi klar med cabriolet-versionen af den nye A3’er, som selvfølgelig får blød top.
Ingen A3 uden en cabriolet. Det er mantraet hos Audi, som har arbejdet på højtryk for at komme på banen, før BMW viser en ny åben version af 1-serien, som omdøbes til 2-serie cabriolet.
Den åbne A3 ser ganske vellykket ud. Den nye generations vokseværk slår igennem i cabrioleten, som er strakt med 18 centimeter til 4,42 meter, lige som akselafstand og bredde.
Til gengæld er den blevet lavere, og bagagerummet er vokset med 60 liter til 287 af slagsen i den fire personers model.
Det er heller ikke til at overse forrudens markante aluminiumsramme, der spiller sammen med en ditto pynteliste, som smyger sig omkring bilen, hvor den bløde sorte stofkaleche dominerer.
Den kan slås op eller i på under 18 sekunder, mens bilen kører op til 50 km/t.
Stort motorudvalg
Udstyr og modeller følger stort set de andre A3’ere. Den mindste benziner er en 140 hk TFSI’er, mens topmodellen bliver S3 cabriolet med 300 hk. Den er selvfølgelig bestykket med Quattro firehjulstræk. Forlygter med mærkets nye LED-lygte teknologi kan tilkøbes.
Bilen ser samtidig væsentligt mere harmonisk ud end dagens A3 Cabriolet, som samtidig får en ganske kort levetid på kun fire år, når den nye A3 Cabriolet kommer til Danmark i løbet af februar næste år. Priserne kendes ikke, men den eksisterende starter ved godt 420.000 kr.