Fortsæt til indhold
Biler

Koreansk designsatsning hos Kia

Den nye Kia Proceed er en elegant sag, men herhjemme en bil for de få.

Jens Overgaard

Design er det vigtigste våben i kampen om bilkøbernes gunst, og i særdeleshed, når et nyt bilmærke skal bygges op. Det ved de hos Kia, som for flere år siden ansatte det tyske designikon, Peter Schreyer, der i en lind strøm har spyttet nye europæisk udseende og europæisk byggede modeller ud.

Den nye Proceed, vi tester i 1,6 CRDI Premium Plus-versionen, og som løber op i 289.999 kr. plus ekstraudstyr som bl.a. panoramasoltag, er ingen undtagelse.

Den tredørs version er et elegant appendiks til den nye ganske storladent kørende Ceed-generation fra i fjor. Ceed opleves nemlig en halv klasse større end den er.

Under huden er det dog ikke en sportsvogn, vi befinder os i. Den bløde affjedring og mere komfortable antrit minder mere om en familiebil. Her skuffer den.

Ellers er Proceed en klassisk coupé med brede fordøre, men en bøvlet adgang til bagsæderne, hvor man dog sidder med god plads, men føler sig lidt pakket ind. Noget, som den enorme C-stolpe ikke gør bedre, heller ikke for førerens udsyn.

Fra kommandobroen er betjeningen ellers i top med instrumenter, der er placeret, så hver enkelt viser og ur sidder intuitivt for øjet. Den 1,6 liters diesel på 128 hk arbejder meget civiliseret, og klarer pæne 23,3 km/l, men den har en tendens til at larme, når du ruller af sted i de lavere gear, hvor vind- og hjulstøj ikke er så dominerende. I den praktiske afdeling kan vi også nikke godkendende til et bagagerum på 380 liter.

Kia Proceed befinder sig i en klasse, hvor der ikke er mange lignende modeller, nogle af de nærmeste kunne være den tre-dørs Seat Leon, hvis startpris er 15.000 kr. over Proceed, eller Opel Astra GTC, som starter hele 130.000 kr. højere. De kan dog ikke kaldes direkte konkurrenter. Markedet for tredørs biler i den klasse er herhjemme forsvindende lille under alle omstændigheder. Men Proceed ser i hvert fald cool ud.