Mercedes er nu hurtigere end Audi og BMW
Premiere: V8 og to turboladere med op til 585 hk gør Mercedes E-Klasse AMG til en foreløbig vinder af våbenkapløbet med Audi RS6 og BMW M5.
BARCELONA
Der findes mange tyske kunder, der elsker den indbyggede diskretion i en AMG E-Klasse. Det er den type bilister, som en gang imellem har brug for at køre fra München til Hamborg en sen aften eller tidlig morgen, hvor der er plads til rigtig høj fart idet yderste spor på autobahn.
Det er primært til den form for kørsel, at Mercedes-Benz har udviklet den seneste AMG-model.
AMG oplever i disse år en forrygende vækst, hvor det tidligere var et begrænset feinschmeckermærke for Mercedes-fans.
Målet er, at der skal være AMG-versioner af stort set alle modeller. Næste skridt er den nye A-klasse, der kommer som en A 45 AMG og også CLA-modellen kommer med samme motor. Begge får 4x4-systemet, som har premiere i AMG E 63, vi prøver her.
300 km/t uden begrænser
Med AMG E 63 har Mercedes-Benz skruet sin hidtil hurtigste E-Klasse sammen. Og den er så hurtig, at det sortner for øjnene, når pedalen lægges helt ned.
De tørre papir-specifikationer taler sit tydelige sprog med 585 hestekræfter i den specielle S-version. Standardbilen har kun 557 hk og leveres også som baghjulstrukket, men det er der ingen som overhovedet kan mærke, når de sidder bag rattet, med mindre de pisker rundt på Nürburgring.
AMG har arbejdet meget med lyden i bilen, og den skuffer bestemt ikke, for vrælet fra V8’eren tilsat rå bi-turbo-lyd løfter oplevelsen. Det samme kan ikke siges om den 7-trins automatgearkasse, der i direkte sammenligning med konkurrerende tyske mærker opleves langsom.
Bag de beskedne cifre, E 63 AMG, gemmer sig den hidtil kraftigste E-Klasse.
Som S-model er bilen altid 4-hjulstrukken med en fordeling af effekten på 33/67 procent for/bag, og det gør bilen så effektiv i spurten, at den matcher mange superbiler i accelerationsformåen. Den direkte konkurrent er blandt andet BMW M5, og den er et helt sekund langsommere om at nå 100 km/t. Mens den ligeså nye Audi RS6 bruger 3,9 sekunder på den prestigefyldte disciplin - noget som E-klassen klarer på 3,6 sekunder.
Ikke særlig svingglad
Mercedes har desværre valgt snoede spanske bjergveje til at præsentere autobahn-lokomotivet på, og her er den store tunge bil ikke rigtig i sit es.
Selvfølgelig er accelerationen ud af et sving så eksplosiv, at man risikerer at banke hovedet mod den læderbetrukne hovedstøtte, men AMG’en opleves mere effektiv end egentlig sjov.
Den engagerende fornemmelse rundt i et sving, hvor du mærker, at du er på grænsen af forvognens greb er der stort set ikke. Derfor går fornøjelsen lynhurtigt over i en understyrende tendens. Dermed stivner smilet lidt hos chaufføren, der drømmer om en underholdende oplevelse, hvor man får lyst til at køre i en uendelighed. Er man på jagt efter en stinkende hurtig og sjov bil er dette ikke sagen. Er man derimod i markedet for en lynhurtig effektiv bil, der spoler motorvej med 230 km/t er AMG’en perfekt.
4-hjulstrækket vejer 70 kg mere, men S-udgaven er alligevel 0,6 sek. hurtigere til 100 km/t i forhold til den baghjulstrukne version med blot 557 hestekræfter.
Har man brug for at køre hurtigere end 250 km/t, kan bilen bestilles med en speciel pakke, hvor den elektroniske begrænsning fjernes. Med pakken indgår et kørekursus, så ejeren kan lære bilen bedre at kende på grænsen af hans egen kunnen bag rattet.
Som standard koster E 63 AMG S 2,6 mio. kr. i Danmark. Mulighederne for ekstraudstyr betyder, at prisen let kommer op på 3 mio. kr.
Keramiske bremser koster eksempelvis 180.000 kr. ekstra, mens et B&O system med 1.200 watt ICE-power digital forstærker og 15 højttalere løber op i 108.000 kr.
Bilen er allerede nu på det danske marked.
Jyllands-Posten var inviteret til Barcelona af Mercedes