Ny italiener med 900 hybridheste
Uden diskussion: Der er strid modvind i bilverdenen. Men der er en hård kerne af absolutte entusiaster, der ikke vil acceptere virkeligheden – de præsenterer netop nu helt nye bilmærker.
Danske Zenvo er et eksempel. Det kroatiske Rimac, som vi fortalte om for få sider siden, et andet. Og nu er der endnu et: Icona.
Firmaet er placeret i Torino – Norditalien er en slags Silicon Valley for eksklusive sportsvogne. Med et helt hold af bilingeniører fra hele verden, som fabrikken selv formulerer det.
Ud af det er den første sportsvogn af mærket Icona skabt: Vulcano hedder den. I sin form en klassisk sportsvogn, der kunne minde om en passende blanding af Lexus LFA og Ferrari 599.
Bare tilsat en ikke så lidt mere modig hoftelinje – se lige på billederne en gang til og se den svungne linje hen langs siden. Én lang slanget streg fra front til hæk. Mesterligt. Med en smuk hilsen helt tilbage til Ferrari 250 GTO.
Hybrid teknik
Men det er under karrosseriet, at Icona Vulcano kører sig direkte ind i fremtiden. Det spændende er egentlig ikke effekten på 900 hk. Det, der gør den nye italiener så interessant, er dens powerpakke: kombinationen af en V12-cylindret benzinmotor og hele to elmotorer.
KERS siger italienerne selv og forsøger dermed at tage prestige med fra Formel 1-sporten. Men en nærmere forklaring på, hvordan kombinationen V12 og to gange elmotor fungerer, har ingeniørerne endnu ikke frigivet.
Ej heller, om bilen har baghjulstræk eller firehjulstræk. Hvis Vulcano kører med baghjulstræk, er vi ovre i teknik i stil med f.eks. den kommende Ferrari LaFerrari, der i øvrigt har 940 hk.
Hvis Vulcano kører med firehjulstræk er konstruktionen antagelig i tættere familie med racerbilen Audi R18, der trækker med brændstof på de to baghjul (diesel) og med el på de to forhjul. Vi gætter på, at Vulcano har en løsning i stil med Ferrarien.
At det er noget, der skaber fart, dette her, lader italienerne ingen tvivl om: 900 hk – det er præcist, hvad vi skal bruge til en 0-200 km/t.-start på under 10 sek. og til at sikre topfarten 350 km/t.