Mikrobilskøbere vælger det fornuftige
Den typiske bil i mikroklassen har mellemudstyr, fem døre og aircondition.
Ejerne af de helt små biler som VW Up & Co., Aygotrillingerne og Kia Picanto tænker ikke kun fornuftigt i valget af køretøj.
Det gælder også udstyrsniveauet. De fravælger både de mest skrabede og veludstyrede modeller, og napper i stedet for en bil med mellemudstyrs-niveau, når slutsedlen underskrives. De fleste gange med fem døre og i mange tilfælde med aircondition.
Hos VW og Kia er det den mindste motorvariant, der sælger mest, mens Rip, Rap & Rup kun byder på én motorvariant. Hos Chevrolet vælger flest Spark-kunder dog den noget dyrere 1,2 LT, der har den største motor og et højt udstyrs-niveau.
Det er billedet på en rundspørge, vi har foretaget til bilimportørerne.
Forskel fra fabrik til fabrik
Der er stor forskel på, om køberne selv sammensætter deres bil ab fabrik eller vælger hyldevaren. Det afspejles dog også af, hvilke muligheder fabrikken tilbyder. Det er begrænset, hvad kunder til Peugeot 107 og Citroën C1 vælger, mens Aygo-købere godt kan spendere penge på omdrejningstæller eller alufælge.
På en nyere model som Kia Picanto er det hver tredje, der specificerer bilen fra fabrikken, mens det er hele 95 procent af købere til en VW, der selv sammensætter modellen. Her er DK-pakken med Maps and More med bluetooth, navigation og udvidet kørecomputer til 7800 kr. det mest solgte ekstraudstyr.
»Der er forholdsvis let at specificere din bil med pakkerne, som giver en lettere hverdag, og det er godt købmandskab. Det koster nemlig ikke ret meget ekstra per måned,« siger Søs Ilum, der er pressechef hos Volkswagen.
Ingen købere til luksus
Modeller med automatgear er for flere de mindst efterspurgte. Men også dyre nichemodeller som Peugeot 107 Sportium med fem døre eller Kia Picanto 1,0 Exclusive er der ikke mange købere til. Det gælder også den helt billige Chevrolet Spark 1,0 LS, der mest skal lokke kunder ind i butikken.
Til gengæld sælger altså den dyre 1,2 LT til 132.000 kr. mod omkring 95.000 kr. – 110.000 kr. for de andres volumenmodeller. Chevroletm har dog også en Spark LTZ til voldsomme 146.000 kr. i programmet.
»Der er mange som gerne vil betale ekstra for mere udstyr og især større motorkraft. Samtidig har vi succes med vores indbytningskampagne, hvor folk er garanteret 25.000 kr. for den gamle bil i bytte på en LT-model,« siger Dorte Elimar Arvin, som er pressechef hos Chevrolet.
Mere udstyr i bilerne
Udviklingen med mere udstyr kan klart følges af Jan Lang, der er analytiker på Bilbasen. Han kan se, at de modeller fra 2011-12, der sættes til salg, har langt mere udstyr end 2009-11-modellerne.
»Bilfabrikkerne tilbyder nu langt flere muligheder, og konkurrencen er blevet hårdere, så der proppes mere udstyr i. Det er godt for kunderne, « siger Jan Lang.
Når vi ser på farver, vælger langt de fleste en basisfarve uden merpris. Her er især hvid den mest udbredte.
Udvalget af udstyr er dog meget forskelligt. Mens Kia Picanto har fire niveauer, hvor det mest solgte er det næstbilligste, Motion Plus, har Seat Mii kun to. Her er det højeste niveau, Style, er på linje med VW Up’s mellemste, Move.