Fortsæt til indhold
Biler

Drop mikrobilen - gå en klasse op

Ny rumænsk Dacia Sandero koster det samme som en mikrobil, men er rummelig som en VW Polo

Anders Berner

Alle bilmærker har brug for noget, de kan brande sig på - et eller andet, der gør det nemt at fortælle, hvad bilen dur til. Rumænske Dacia slår sig ikke op på at være bedst. Heller ikke næstbedst. Næ, Dacia skal bare være billig - forførende billig.

I sidste uge skrev vi om den helt nye og yderst rummelige mpv kaldet Lodgy, som kan købes for 150.000 kr. i en 7-personers version. Men denne her er måske endnu mere interessant, fordi den rammer lige ned i den klasse, hvor der bliver solgt allerflest biler: Mikroklassen, hvor VW Up har førertrøjen på.

Rummeligt alternativ

Men Sandero er ikke en mikro, men på størrelse med VW Polo. På trods af sin størrelse, skal den altså koste blot en smule mere end de små mikrobiler Chevrolet Spark, Suzuki Alto og trillingerne fra Peugeot, Citroen og Toyota.

Selvom Dacia er billige biler, er der heldigvis ikke sparet på motorerne. Sandero bliver introduceret til danskerne med formentlig fire motorvarianter - alle sammen kendt fra Renaults ganske glimrende motorprogram.

På dieselsiden tilbyder Dacia en 1,5 med hhv. 75 eller 90 hk. Er du til benzin, er du næsten endnu bedre stillet med Renaults helt nye 0,9’er med turbo og 90 hk. Det var i øvrigt den eneste model, vi nåede at køre i forbindelse med præsentationen i Stockholm forleden. Den mindste og billigste Sandero får en 1,2’er på 75 hk.

110.000 kr. for en diesel

Oprindelig var det planen, at Sandero udelukkende skulle markedsføres med dieselmotor på det danske marked, men på pressemødet var vi med til at overbevise Renault om, at man bør have mindst én benzinmodel på programmet. Og det handler ikke om, at dieselerne er dårlige eller dyre - tværtimod: den 75 hestes diesel kommer til at koste omkring 110.000 kr. i Danmark - eller cirka 40.000 mindre end eksempelvis Kia Rio 1,1 CRDI.

Kedeligt instrumentbord, som dog kan peppes op med farveskærm og integreret navigation for 5000 kr.

Problemet med dieselen er, at nye udligningsafgifter pålægger alle dieselbilister en ekstra ejerafgift. Og det gør det naturligvis mindre interessant at købe diesel, med mindre du har et rigtigt stort kørselsbehov. I Daciaens tilfælde vil merudgiften blive 1.000 kr. om året i forhold til en benzindrevet model.

Vi regner med, at Dacia Sandero med en 75 hestes benzinmotor lander på 90.000 kr., ved introduktionen i august måned. Turbomodellen med 90 hk kommer til at koste omkring 100.000 kr.

Lækker turbomotor

Men tilbage til bilen: Mekanikken er i orden og får Sandero til fremstå som den nye bil, den er. Den lille trecylindrede benzinmotor er en af markedets bedste småmotorer. Den smutter gesvindt op i omdrejningerne og træder godt til i pedalerne. Det kan du takke turboen for. Selve bilen kører fornuftigt - styretøjet er ikke Renaults allernyeste, men det går bestemt an og er ikke mærkbart ringere end f.eks. det, som findes i Kia Rio eller Toyota Yaris.

Motorerne kommer fra den nye Clio. Vi kørte den 90 hk turbobenziner på 1,2 liter. Men importøren satser i første omgang på dieseludgaven, der skal koste 110.000 kr.

Der, hvor Sandero står stærkest, er på pladsen - bilen er nemlig en af klassens mest rummelige biler. Alene bagagerummet på 320 liter overgås ikke af nogle af konkurrenterne. Men også i kabinen opleves Sandero som en stor bil. Måske især i bagsædet, hvor den klasseledende Yaris får kamp til stregen.

Dårlig sikkerhed

Der, hvor Sandero må give fortabt i forhold til Polo, Kia Rio og Ford Fiesta er på materialekvaliteten og designet, som virker bevidst forsimplet i forhold til eksempelvis Clio, som den jo deler en del af teknikken med. Knapper og greb kendes fra Renault, men instrumentbrættet er bestemt ikke fancy - men for den sags skyld lige så pænt som i f.eks. Hyundai i20 eller Toyota Yaris.

Sandero nøjes desuden med fire airbags - gardinairbags må du drømme dig til. Det er altså prisen for prisen. Men ESC-antiskrid er selvfølgelig standard.

Den netop faceliftede Sandero er endnu ikke testet af Euro NCAP, men den forrige udgave klarede sig ikke synderligt godt med tre stjerner. Og med tanke på, hvor dårligt den store Lodgy klarede sig i testen, skal du nok ikke satse på, at Sandero flytter grænser her.

Alle Dacia-biler sælges med en totalgaranti på tre år eller 100.000 km, og det er et år mere end hos Renault.

Jyllands-Posten var inviteret til Stockholm af Dacia