Toyotas tryllekunster
Du kan passende knibe dig selv i armen, når du entrerer den nye Toyota Yaris.
Bilen virker på forunderlig vis større indeni end udvendigt. Hvilket dens abnorme højde og det lidt kluntede design, syntes at understrege.
Men glem det antisexede design og stig i stedet ombord i klassens mest rummelige bil: Her er der masser af lys og luft, takket være store ruder og en høj kørestilling – man føler sig lidt hensat til en mpv – også bagi, hvor der er masser af plads på bagsædet. Det hele uden, at det er gået ud over bagagerummet, som Yaris ikke behøver at skamme sig over.
Det nye lagkageopdelte instrumentbord virker også ganske funktionelt, mens den hårde plast-kvalitet og det samlede indtryk - helt i mærkets ånd - efterlader et indtryk af noget, som er hyper hverdagspraktisk, men ikke specielt lækkert.
Køberne får heller ikke noget udstyr foræret. Testbilen, en 1,3 VVT-i T2, står til hele 168.996 kr. plus 10.000 kr. til aircondition og det er endda uden navigation til 6.000 kr.
Der er flere problemer i vente. Motoren på 1,3 liter er ikke tidssvarende: Toyota plejer ellers at lave fremragende, højtydende motorer, men denne 1,3 liter er ikke en af dem. På papiret leverer den 99 hk - men de opleves snarere som 80. Bundtræk er der intet af. Trods omdrejninger på blender-niveau, letter Yaris aldrig rigtigt. Og så er benzinøkonomien på kun 18,3 km/l testens dårligste. Samtidig virker maskineriet grovkornet under acceleration, men lægger dog heldigvis en dæmper på selv ved motorvejskørsel.
Dog kører Yaris ganske udmærket, og undervognen er opsat til den komfortable side, mens styretøj og gearskifte passer fint til bilens natur som praktisk ledsager i det daglige.