Fortsæt til indhold
Biler

Fransk og forførende

Renaults designere tegner, hvor andre visker.

Mens de fleste bilfabrikker nøjes med at finpudse på et anerkendt design, satser det franske bilmærke snarere på chokterapi med den nye Clio for at lokke nye kunder i butikken.

Bilen er vokset det meste af en klasse og opleves som uhyre rummelig på forsæderne.

Rykker man om bagi, er det dog svært at mønstre samme begejstring, og specielt kardan-tunnelen i midten stjæler plads. Der er til gengæld et udmærket bagagerum, som på papiret er blandt de største, men i praksis har en lidt for snæver adgang. Og så har det lækre design en stor ulempe: Udsynet er elendigt, ikke mindst skråt bagud.

Clio har til gengæld en smart midterkonsol med indbygget farveskærm og navigation, men plastikkvaliteten i kabinen er ikke meget finere i kanten end en bilags-redegørelse fra eksborgmester Thomas Banke.

Desværre har Renault også sparet på sikkerheden. Man har fjernet to airbags i forhold til resten af feltet her, så bagsædepassagererne ikke længere er beskyttet af en luftpude, hvis bilen bliver påkørt fra siden.

Omvendt kører Clio fortrinligt: Et godt gearskifte, et letgående og ganske præcist styretøj og en villig trecylindret motor med turbo medvirker til køreglæden.

På papiret har 0,9-maskinen90 hk, men den føles dog ikke kvikkere end C3 og 208 uden turbo.

På ujævn asfalt har bilen også en tilbøjelighed til at virke lidt hoppende og knap så komfortabel. Renault har til gengæld 20.000 kr. i introrabat på tce, så prisen lander på 149.900 kr. for mellemudstyret, Expression, mens testbilen, Dynamique, koster 174.900 kr.

Herligt at franskmændene tør, hvor andre forsigtigt klamrer sig til midterstriben, men ikke nok til sejr, trods alt.