Kompetent klassiker
Volkswagen Polos design er - efter temperament - forudsigeligt eller klassisk.
Ikke ligefrem stor kunst, men nydelig, dét er den. Inden døre fornægter den tyske ordenssans sig heller ikke. Kontakter og greb sidder, så man som en knivkaster kan ramme dem med bind for øjnene. Kørestillingen er perfekt.
De store forsæder støtter godt med polstring så fast som lægmusklerne på en linedanser. Det holder blodomløbet i gang på langturen.
Helbredet tager heller ikke skade af et ophold på bagsædet. Her er højt til loftet og benplads i den pæne ende i forhold til konkurrenterne. Samtidig er bagagerummet godt og anvendeligt.
På de lange stræk er Polo dog uovertruffen og den bil, som testholdet helst vil køre langt i, ikke mindst fordi undervognen fjedrer ubesværet over ujævnheder. Bilen er dog ikke nær inciterende at svinge rundt med som Fiesta. Kræfter har den rigeligt af.
Sammen med Ford har Polo testens bedste og kraftigste motor. De 90 heste klæder bilen, og motoren trækker flittigt fra lave omdrejninger. Støj hører man ikke meget til. Hverken fra maskineri, dæk eller vind. Benzinforbruget på 19,6 km/l er dog ikke godt nok.
Og så er der prisen: Med fem døre står der 191.000 kr. på prisskiltet for testbilen, 1,2 TSI Comfortline, med aircondition og læderrat. Nok til at få gennemsnitsdanskerens bankrådgiver til at løfte en advarende pegefinger, men med VWs notoriske ry for at være mange penge værd som brugt, kører Polo en førsteplads i land sammen med Ford Fiesta. Tilmed er der gratis fabriksmonteret gps i alle Poloer for tiden.