For(d)rygende Fiesta
Ford Fiesta er noget så attraktivt som en mini, der taler lige så meget til følelserne som fornuften.
Især på de krogede sogneveje, hvor Fiesta forfører med forrygende køreegenskaber. Selv den mindste smuttur forvandles til tango for to, når den spændstige undervogn reagerer på dit mindste vrik med rattet, glider elegant henover asfaltens bump og altid lader dig vide med millimeters nøjagtighed, hvor I befinder jer på dansegulvet.Fiesta genopliver simpelthen begrebet at ”føre” et køretøj.
Mekanikken spiller dygtigt med. Gearskiftet er kort og kontant, koblingen let og præcis og motoren villig og veloplagt. Vores favorit er den 100 hestes Ecoboost, der snurrer lystigt og har bundtræk som en større motor, men alligevel et officielt forbrug på kun 23,3 km/l.
Med til Fiestas indre kvaliteter hører en usædvanlig vellykket førerplads. Normalt må man indgå en masse kompromiser i biler, der blot er fire meter lange, men ikke her. Med multijusterbart rat og forsæder, der kan skubbes bagud i det uendelige, sidder selv høje chauffører perfekt i førersædet.
Taberen er voksne bagsædepassagerer, der får klemt knæene, og deres bagage er der heller ikke ret meget plads til.
Uanset alder sætter man pris på udsynet: Den dramatiske kileform, der udvendig giver Fiesta dynamik, sørger samtidig for lys og overblik fra forsæderne, fordi sideruderne nejer dybt ned mod fronten.
Testbilen, 1,0 Ecoboost Titanium, koster 163.410 kr. mens en billigere Trend starter fra 143.910, dog uden bl.a. aircondition og alufælge.
Sammen med VW Polo er Fiesta den mest harmoniske bil, som også virker godt skruet sammen, men altså med en af de mindste kabiner. Kan du leve med det, bør valget falde på den fabelagtige Ford.