Fortsæt til indhold
Biler

Her trækker dieselmotoren ned

Opel Astra er godt bygget og meget velkørende, men lider under en støjende motor.

Underspillet ved første øjekast, men ved nærmere eftersyn cool som en stilren forsidemodel på et tysk modeblad. Den nye Opel Astra scorer helt klart design-point, som den står i den skarpe efterårssol.

I gadebilledet tager Astra umiddelbart kegler med sit gennemførte tjekkede design, der også holder bag rattet, hvor det fladt liggende og lagkageopdelte instrumentbord ikke alene har sat ny standard for kombinationen udformning, finish og soliditet, men også virker intuitivt rigtigt i dagligdagen.

Vi har testet Astra 1,7 CDTI Enjoy med 130 hk diesel til 291.000 kr. Men en faceliftet version med næsten usynlige ændringer har premiere i denne weekend, så forhandlerne lokker med store rabatter på lagerbiler i øjeblikket. Udstyret her i Enjoy er dog spartansk med simpelt aircondition og kun stålfælge.

Et par luk med dørene afslører under alle omstændigheder, at tyskeren lyder solid og føles sådan, mens Astras hældende taglinje snævrer pladsen ind. Til gengæld skal du ikke være ret langbenet, før det kniber med benpladsen.

Astras bagagerum er med sine 370 liter på niveau med konkurrenterne og virker regulært. Desuden er en justerbar dobbeltbund standard i Opelen, så du undgår for mange vrid, når sodavandskassen skal om bord.

På Jyllandsringen er det en bil, som styrer sikkert gennem kurverne, og på vejen ligger Astra stødt og indbyder til lange stræk. Dieselmotoren er bomstærk, men også alt for støjende i forhold til konkurrenterne, og det trækker ned i den samlede stjernetildeling. For lidt plads og en lidt høj pris gør ikke sagen bedre.