Fortsæt til indhold
Biler

Komfort for alle pengene

Citroën C4 er klassens mest behagelige bil med høj komfort og støjsvag dieselmotor.

Det sker for os alle, næsten i hvert fald. Vi bliver voksne, og pensionsordninger, hus, familie og sommerhusferie erstatter det vilde liv med byture, lejlighed og flere ugentlige cafemøder med vennerne. Citroën C4 er også en voksen bil.

Forgængeren blev kendt for dens spidsbuestil, som da gotikkens franske katedralbyggere følte trang til at skeje ud. Men i dag er der ingen overraskelser over designet i den nyeste C4.

Det er en stor og rummelig bil, og bagagerummet på 408 liter er endog meget stort i forhold til konkurrenterne, mens læssehøjden også er venlig mod en dårlig ryg. I det hele taget er det komfort, der gennemsyrer C4.

Støjniveauet er næsten lige så lavt som i den større firmaklasse, og instrumentbordet er lavet i rigtigt fine materialer. Vi har testet den 112 hk diesel i udstyrsniveauet, Seduction Airdream, der koster 262.000 kr. Her er der klimaanlæg, men ingen alufælge med i prisen.

Der er 25.000 kr. at spare, hvis man kan nøjes med en 90 hk udgave af samme. Selve dieselmotoren er sjovt nok stort set identisk med den, vi finder i Ford Focus, og den gør det også rigtigt godt i C4.

Den virker knap så kvik, men det skyldes mere, at Citroënen har en langt mere tilbagelænet kørestil, som slet ikke inviterer til asfaltbal. Snarere tværtimod. Når vejen drejer, er C4 nemlig noget af en gyngehest, takket være bløde fjedre.

Ombord har man det dog godt med fransk komfort i ordets oprindelige betydning. Sæderne er store og velformede, og dørene lukkes med et solidt bump.