Stadigvæk en fremragende bil
En ny Golf er lige på trapperne, men den gamle model klarer sig alligevel fremragende.
Den har i 37 år lagt navn til en hel klasse, og selv om vi skal køre den helt nye VW Golf 7 allerede i næste uge under den internationale præsentation på Sardinien, er man bestemt ikke dårligt stillet, hvis man nøjes med en Golf 6.
Siden den kom på markedet i 2009 har den nærmest vundet alle de gruppetest, bilen har stillet op i, og her i testen klarer den sig også fremragende.
Til testen har vi indskrevet den superøkonomiske Bluemotion-version, altså med 1,6 dieselmotor, 105 hk og udstyrsniveauet, Trendline, til 286.000 kr.
Altså en moderat udstyret udgave, og det kan give god mening at købe en BMT-udgave med samme motor, men lidt ringere brændstoføkonomi, til gengæld med Match-udstyr, som indeholder bl.a. 2-zonet klimaanlæg og 16 tommer alufælge. Uanset hvad, er sjette generation af vor tids folkevogn uhyre vellykket.
Også bag rattet, hvor designet er ligeså kedeligt som bilen udvendigt, men alting smækker, klikker og drejer en smule bedre i VW, og man føler sig omgående hjemme bag rattet.
Med en høj siddestilling i faste sæder er ergonomien på højeste niveau.
Golfen er måske knap så underholdende at køre i som klasseprimussen her, Ford Focus, men virker mere voksen.
Den klarer alt fra hullede biveje til kuperede motorveje med glubende appetit.
Hurtigt ind i svingene, neutral i lange kurver. Mere kan man dårligt ønske sig af en kompakt hverdagsbil, der hverken har fire ringe eller to nyrer i næsen.
Mekanikken spiller også dygtigt med: Gearskift, som er korte og kontante, koblingen er let og præcis, og motorerne er villige og veloplagte.
Men det er en skam, at der kun er fem trin at skifte mellem, og i den højtgearede Bluemotion-sparemodel skal man ofte tænke over, hvilket gear man kører i, ellers trækker motoren ikke rent. Uanset hvad, er Golfens motor dog smooth som en smørtenor.