Her er den nye klasseduks
Kia Ceed imponerer med lækkert design og høj kvalitet. Ikke nogen sportsvogn, bare gedigen.
Talenterne fejler ikke noget. Kia Ceed spiller ikke bare discountpris-kortet denne gang, den stiller også med moderne dieselmotorer, god plads og ikke mindst nydeligt design. Og sætter trumf på med syv års garanti.
Udvendig har den nye Kia fået en stil så skarp som et samuraisværd.
Det nye formsprog udstråler både spænding og fornyelse og gir samtidig et udtryk af fart og bevægelse - også når den holder stille. Markerede forskærme ser muskuløse ud og understreger familieskabet med den mindre Rio.
Vi har fat i den lækre Premium-model med bl.a. 16 tommer alufælge, 2-zonet klimaanlæg, regnsensor og en meget avanceret TFT-skærm, som agerer speedometer. Prisen er 270.000 kr. plus levering.
Samlinger, plastoverflader, knapper og betjeningsgreb er udført til UG.
Indvendig har kabinen fået en wellnesskur med blød, nopret plast på instrumentpanelet og nye knapper og greb, der drejer og klikker lidt lækrere end før. Med samme akselafstand er bagsædepladsen fortsat noget af det mest generøse i klassen, mens bagagerummet er gjort endnu større og nu rummer 380 liter.
Selv om Ceeds undervogn er strammere end slipseknuden på de tyske diplomingeniører, der har afstemt den, opfører Ceed sig fortsat som en forsigtig koreaner: Med understyring og lidt tunge bevægelser, er den i hvert fald ikke den køreglade chaufførs førstevalg.
Mere overbevisende er den 1,6 liters dieselmotor med 128 heste. Den er kvik, og et langbenet sjettegear lukker munden på mekanikken og sparer på dieselen. Selv om styretøjet føles lidt syntetisk, har vi en samlet vinder af testen her.