Sekskamp i Golfklassen
Den helt nye Kia Ceed, udfordrer sammen med den næsten lige så friske Hyundai i30, de klassiske konkurrenter som Citroën C4, Ford Focus, Opel Astra og Volkswagen Golf.
Der er Golf. Og så er der alle de andre. Sådan har det været siden 1975, da Volkswagen sendte afløseren for den legendariske »boble« på gaden.
VW ramte hole in one. Lige siden har Golf lagt navn til en hel klasse. Måske fordi den selv er klasseløs: Golf er lige så meget ikon som transportmiddel. En bil, som både bankdirektører og lærere gerne vil have holdende i indkørslen. Golf er simpelthen god smag på fire hjul.
Af samme grund er Golf et pejlemærke for konkurrenterne: Det er Golf, der skal overtrumfes, når bilfabrikker fra Europa og Asien sender nye Golf-vogne på markedet.
Kan de det, er der nemlig åbnet op for et enormt marked: Golfklassen er stadig den mest populære i Europa, fordi bilstørrelsen passer de flestes behov. Stor nok til familien, men stadig driftsøkonomisk og til at betale – også fra ny.
Samtidig sikrer den knivskarpe konkurrence, at forbrugerne får mest mulig bil for pengene. Herhjemme er køberne nok faldet på halen for de mindre mikro- og minibiler, men det er fortsat en bil i Golfklassen, som er minimum, hvis vognen også skal agere familiebil.
Vi tjekker status i klassen. Mesteren selv er klart den ældste i feltet, og en afløser kommer da også allerede i november. Men det kan vi ikke vente på, for helt nye modeller fra Hyundai og Kia byder sig til, så Golfen bliver selvfølgelig indkaldt, når Hyundai i30 og Kia Ceed udfordrer, og selvfølgelig skal vi også have tre klassikere med som Citroën C4, Ford Focus og Opel Astra.
Alle elever i Golf-klassen, der alle ønsker at overtage den aldrende VW Golfs position som klasseduks. Til formålet har vi valgt dem med mellemstore dieselmotorer, som kører langt på literen og som femdørs udgaver, da C4, som den eneste ikke fås som stationcar.
Det skal vise sig, at duksen ikke frivilligt afgiver sin plads. På falderebet viser VW Golf forbløffende styrke. Spørgsmålet er blot, hvem der gør det bedst? Find svaret i gruppetesten her.