Fortsæt til indhold
Biler

Tre firmabiler med lavt forbrug

Det er ved at være tid til, at rigtigt mange skal skifte firmabilen ud.

Men køretøjet behøver ikke nødvendigvis være en stor Mondeo eller Passat stationcar. Tre helt nye kompakte modeller byder sig til.

BMW 116d

1-serien er en af de få biler, der lider af den herlige vrangforestilling, at der gemmer sig en sportsvogn under al snusfornuften, mens undervognen ikke er så stiv, at huller og kloakdæksler hamrer chaufføren op i taget.

Den 116 hk stærke dieselmotor er en 2,0 liters maskine, så bilen føles faktisk kvikkere end kræfterne ellers lægger op til. I den nyeste version er der blevet mere plads i kabinen, og bagagerummet er ikke mindst blevet langt større.

Mercedes A-200 CDI

Mercedes A-klasse fans må have fået morgenkaffen galt i halsen, da vi viste de første billeder af den nye A-klasse i forsommeren. Sjældent har man set så markant et generationsskifte i bilverdenen, hvor den høje og lidt klodsede A-model over natten blev til en sexet køremaskine.

Som 200 CDI er der masser af dieselkræfter og en tilpas fin brændstoføkonomi. Køregenskaberne er fremragende, men det kniber gevaldigt med pladsen i kabine og bagagerum.

Volvo V40 D2

De svenske ingeniører i Göteborg har fået en vovet idé: En køretur i en Volvo skal ikke blot indgyde passagererne en følelse af tryghed, sikkerhed og god skandinavisk smag. Det skal også være en sportslig og spændstig oplevelse.

Og det er det i den nye V40, som kører både sportsligt og komfortabelt. Der er ikke vanvittig mange kræfter i den mindste 1,6 diesel, men til gengæld er økonomien helt i top. Samtidig er V40 en af verdens sikreste biler, ifølge Euro NCAP.

Sådan undgår du skader bag rattet

Danmarks bedste firmabil er...

Det skal du vide, før du får firmabil