Fortsæt til indhold
Biler

Volkswagen i offensiven med firmabiler

Nye konkurrencedygtige priser på firmabilbeskatning skal tiltrække firmabilkunderne.

Volkswagen vil igen i år være danskernes foretrukne bilmærke, og Passat skal være den mest solgte firmabil, ligesom sidste år.

I firmabilsegmentet er konkurrencen dog benhård og Ford og Opel, som er nogle af de store aktører i klassen har for længst meldt beskatningsmæssige priser ud på Mondeo og Insignia, efter at strammere leasingregler er vedtaget i maj.

Det har sat VW-importøren under pres, og først nu er der tilsyneladende fundet en aftale med fabrikken, som gør, at Passat stadigvæk ligger lunt i svinget.

Nye tilbud fra VW

Derfor går mærket nu i offensiven med en række tilbud til firmabilisterne.

En Passat er således steget beskedne 20.000 kr. i beskatningsmæssig værdi i forhold til tidligere, og en 1,6 TDI Bluemotion har således 299.994 kr. i beskatningsmæssigt grundlag, mens den større 2,0 TDI Comfortline står til 359.994 kr. Begge i de mest populære stationcarversioner. Det svarer til cirka 200 kr. mere i skat om måneden. Prisstigningerne er lidt lavere end de 30-40.000 kr. som konkurrenterne har meldt ud.

VW-direktør, Ulrik Schönemann forklarer, hvorfor man har været så lang tid om at få det på plads.

”Vi har brugt meget tid på at få fabrikken til at forstå, at konkurrencen på det danske firmabilmarked er benhård, men både os selv og forhandlerne har også afgivet noget avance for at det kan lade sig gøre,” siger han til jp.dk.

Nu skal der satses på større biler

Selv om importøren har enorm succes med salget af Up, og meget tyder på, at den bliver årets mest solgte bil herhjemme, mener Ulrik Schönemann, at der nok skal komme gang i de større biler igen.

”Eksporten er jo meget godt kørende, så bundlinjen for mig er, at firmabilsmarkedet består som altid,” siger Ulrik Schönemann.

Han forventer, at kunderne i stor udstrækning vil holde fast i deres Passat, men at nogle selvfølgelig vil kigge i retning af en mindre bil, eksempelvis en Golf.

”Overordnet set mener jeg, at ekstraskatten for at køre firmabil er så lille, at de fleste nok vil blive i samme bilklasse. Det kan dog især ændre sig, når den helt nye Golf kommer til Danmark i slutningen af året,” siger Ulrik Schönemann.

Up kan toppe salgslisten

Han er derfor fortrøstningsfuld om, at man nok skal blive nr. 1 igen i år, også selv om mærket kun ligger nr. 5 indtil videre.

”Vi har solgt så mange Up, og skal levere så mange i årets anden halvdel, at jeg er overbevist om, at den bliver Danmarks mest solgte bil,” siger Ulrik Schönemann, der dog regner med, at det nye tiltag over for firmabilisterne vil have den ønskede effekt.