Elbiler på vej mod gennembrud
Der er stadig ikke meget mere end ca. 1.000 elbiler, der kører rundt på de danske landeveje, men gennembruddet er lige om hjørnet, mener flere eksperter.
»Rent teknisk er vi klar. Den teknologi, der skal til, er kendt stof, selv om der er ting, vi skal blive bedre til, eksempelvis nedkølingen af batterierne,« siger Anders Troi, leder af DTU Risøs program "Intelligente energisystemer", der bl.a. har stor fokus på elbiler.
"Der er ingen vej uden om elbilerne."Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance
Han peger på en række punkter, der forsinker elbilens indtog i både Danmark og resten af verden, herunder prisen.
»Prisen i Danmark på en elbil er vel det dobbelte af, hvad den burde være, når man ser på, hvor meget bil man får for pengene,« siger han.
Optimistisk chef
Et andet af de punkter, der skal løses i forhold til elbilerne, er rækkevidden. For bilisterne har det mentalt skidt med biler, der blot kører ca. 120 km på en "fuld tank", hvilket faktisk er en anelse ironisk og tankevækkende, da en elbil med en rækkevidde på 120 km. faktisk dækker 80-90 pct. af danskernes daglige kørselsbehov i personbiler.
Også Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, er optimist på elbilernes vegne.
»Der er ingen vej uden om elbilerne, og jeg er overbevist om, at der meget snart vil være flere elbiler på de danske veje, « siger hun.
Derimod er de store bilproducenter mere afventende, og hos Opel regner man med, at der også om 30 år vil blive solgt flere benzinbiler end elbiler.
F.eks. måtte produktionen af hybridbilen Opel Ampera i en periode sættes i stå, da efterspørgslen ikke var stor nok. Opel Ampera blev endda kåret som årets bil 2012 både i Danmark og i Europa.
- Læs hele artiklen i Newton i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
- Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her