V40 med skarpt design og køreglæde
Volvo er for første gang siden 440 klar med en 5-dørs hatchback.
Sportslig, sjov og sikker. Sådan lyder signalementet af Volvos nyeste bil, der kommer til Danmark til september.
Tidligere har den danske importør varslet højere priser på Volvo V40, der er det sidste resultat af samarbejdet med Ford, men efter nye priser på konkurrenterne fra BMW og Audi er Volvo klar med et sæt priser, der ser ud som om, at svenskerne mener det alvorligt.
Volvo V40 starter ved 315.000 kr. og det er vel at mærke med biler, der ikke er smalle på udstyret.
Det kalder på brede smil, hvis man finder en Audi A3 for steril og ikke vil have det sportslige image, der klæber til en baghjulstrukket BMW 1-serie.
Bilen afløser både S40 og V50, og den nye 40’er kommer ikke som stationcar, men kun som XC40 med øget højde og 4x4. Dermed bliver V40 Volvos mindste bil, idet modellen C30 er udgået.
Bedst balance i lille diesel
Vi lægger ud i mindste diesel på 1,6 liter. Den giver chaufføren i den lille lækre kabine 115 hestekræfter at råde over, og selv om det for mange måske lyder som lige i underkanten, byder bilen på den bedste vægtfordeling. Det officielle brændstofforbrug er 27,8 km/l.
V40 D2, som bilen kaldes, har meget fin balance, er letfodet i indgangen til et sving og hvor du drejer snuden med god kommunikation til dig med rattet mellem hænderne. Det er helt klart den mest sportslige standard-Volvo, jeg har kørt og indvarsler en ny køreglæde for det svenske mærke.
Lidt senere skifter vi til D4 modellen, der har den store 2,0 diesel. Vel har den flere kræfter, men den skuffer i V40, der med denne motor bliver tungere over forhjulene og på klassisk svensk vis skrubber farten af med forhjulene og dermed kæmper en kamp mod tyngdelovene for at få bagenden med.
Kører man til dagligt fra A til B via en strimmel motorvej, har den slags kun akademisk interesse, men holder man af at køre bil, når vejen drejer, så er den lille klart at foretrække.
Stramt og lækkert interiør
De seneste biler fra Volvo har siddet lige i design-skabet, og V40 er ingen undtagelse.
Knap så stærk i formsproget som en V60, men en mindre bil er altid sværere end en større, så med de briller tegner V40 en flot profil. Forenden kan virke lidt kønsløs direkte forfra, mens bagenden med glasdetaljer på bagklappen ser robust og sportslig ud på samme tid.
Lækre instrumenter
Instrumenteringen er komplet ny og kan leveres som en digital løsning, hvor instrumenterne skifter udseende, alt efter hvilket ’’mode’’, du har valgt.
Der kan vælges mellem Elegance, Eco og Sport. Det er virkeligt flot, funktionelt og løfter oplevelsen af det indre.
Specielt Sport-visningen er lækker, for her forvandles det klassiske speedometer til omdrejningstæller med stor digital fartvisning i midten og turbo-tryk samt olietemperatur gengives som var det en klassisk sportsbil.
Billig udstyrspakke
I standardbilen sidder analoge instrumenter, men importøren vil gerne have mange danskere til at prøve den nye digitale-Volvo-verden og har derfor intro-priser på det grafiske instrument.
For 12.000 kr. får man den grafiske instrumentering, samt bak-kamera og lys i gearknoppen. Husk at bestille din V40 med denne pakke, eller læg 41.000 kr. for en sikkerhedspakke, der også har adaptiv cruisecontrol, og en række andre komfort-sikkerheds-detaljer.
Er der plads til familien?
Svaret er nej, hvis man ser nøgternt på kombinationen af bagsæde og bagagerum, men med tanke på, at den større V60 som minimum er 85.000 kr. dyrere (V60 1,6 DrivE) og dårligere udstyret, så bør man overveje, om man som familie ikke kan rykke lidt sammen og investere i en lækker tagboks.
Testbilerne har alle stort full-size glastag, og det stjæler kritiske centimeter i højden ved bagsædet, hvor man i øvrigt sidder ganske højt med forholdsvis godt udsyn fremad.
Ingen ny Volvo uden et nyt sikkerhedssystem, og V40 har derfor som standard en kæmpemæssig fodgængerairbag i området mellem forruden og motorhjelmen.
Hvis man rammer en fodgænger mellem 20-50 km/t, registrerer syv acceleratorer, at genstanden er blød, og det får frontklappen til at hoppe lidt op, og langs forrudens nederste kant pustes en kæmpe airbag op, som tager noget af det stød, som fodgængeren formodes at ramme med.
Fodgænger-airbaggen er standard på alle modeller.