Danske bilister kender ikke dækmærke
En ny mærkningsordning skal oplyse om økonomi og sikkerhed ved nye dæk. De færreste bilister kender dog til mærket.

Ifølge nye EU-regler skal alle dæk senest til november være forsynet med oplysninger om deres brændstofforbrug (rullemodstand), støjniveau og egenskaber i vådt føre. Reelt er mærkningen dog allerede ved at være indført hos de fleste dækproducenter.
Men selv om vi er vant til mærkningsordninger, der viser, hvor energivenlige alt fra køleskabe til biler er, kender størstedelen af de danske bilister ikke til den nye mærkning.
Det viser en analyse, som dækproducenten, Goodyear, har lavet i samarbejde med GFK Consumer Market Research. Undersøgelsen dokumenter, at 8 af 10 danskere (83 pct.) overhovedet ikke kender til det nye mærkat.
En stor opgave
“Vi har en stor opgave foran os som dækproducent med at informere forbrugerne om, at de fremover nemmere kan finde de dæk, der er blandt de bedste i vådt føre, der nedsætter brændstofforbruget og som larmer mindst,” siger Jesper Mauritzen, som er salgs- og marketingchef i Goodyear Danmark.
Goodyear tror på, at den nye mærkat vil spille en vigtig rolle, når forbrugerne fremover skal vælge nye dæk til deres biler.
”Dels er der det sikkerhedsmæssige aspekt ved, at bilisten kan vælge de dæk, der klarer sig bedst på våd vej. Og dels vil det økonomiske aspekt også veje tungt, da visse dæk i dag nedsætter bilens brændstofforbrug,” siger Jesper Mauritzen.
FDM: Nemmere for bilisterne
Selv om danskernes kendskab til mærkningen tilsyneladende er begrænset, er FDM positiv over for, at markedet for det sorte gummi bliver mere gennemskueligt.
”Det kan være svært i situationen at sammenligne og finde de rigtige dæk til ens bil med netop den egenskab, man søger. Det er nemt at forstå og vil derfor ikke bare være en god støtte for forbrugerne, men er også med til at vise, at der faktisk er forskel på dæk,” siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.
Samtlige bildæk fra alle dækproducenter skal testes ud fra de samme nøje definerede EU-metoder. Det er så omfattende tests, at det alene har taget Goodyear næsten et år at teste omkring 1.200 forskellige personbilsdæk, fordelt på omkring 70 dæktyper.
Ifølge Goodyears salgs- og marketingchef vil firmaet gøre sit til at oplyse bilisterne i den kommende tid omkring den nye mærkningsordning via kampagner, på firmaets website og i annoncer.
Hold fortsat øje med test
FDM mener dog, at det fortsat er relevant at holde øje med uafhængige dæktest.
”Selvom det nye mærke vil være en hjælp for forbrugerne, viser det dog stadig kun et lille billede af den forskel, der er mellem gode og dårlige dæk. Derfor råder FDM bilejerne til fortsat at læse de mere avancerede dæktest, som FDM laver to gange årligt i samarbejde med de øvrige europæiske bilklubber,” siger Søren W. Rasmussen.