Hondas designerbil i Golf-klassen

Honda har valgt Malaga i Sydspanien som start og mål for et par dages første test af japanernes nyeste, Honda Civic i 2012. Ikke udelukkende på grund af den betagende udsigt over Middelhavet, det behagelige vejr og de lokale retter - altså, aldrig har jeg spist pattegris tilberedt med sursød sauce.

Når især Honda Ingeneering satte fingeren på netop dette område, skyldes det først og fremmest vejene. De snor sig i ét væk og asfalten - det vil være svært at finde mere ujævn belægning noget sted. Sving på sving og bule på bule - det understreger den nyes karakter.

Stilhed

Japanerne har bl.a. afstukket en rundstrækning på 35 km med vores hotel som ”Test Zentrum” for at vise affjedringen. Civic har som en teknisk specialitet oliefyldte bøsninger - normalt blandt typer som BMW 5-serien og Mercedes E, men en sjældenhed i C-segmentet.

Forknoklet asfalt, der får et vaskebræt til at virke plant, beviser i den grad, at den nye Civic kan sluge ujævnheder. Uden en mislyd bare forsvinder vejens knokler op i fjedre og støddæmpere. Som en ekstra stress-test flyver jeg lige hen over strækningens værste stykke endnu en gang med yderligere fart i ”min” sportsrøde Civic 2,2 diesel. Det hele suges bare op.

Så effektiv affjedring er med til at skabe en stemning af langt større bil med luksus og komfort. Den oplevelse bygges videre af bilens lave støjniveau - som i øvrigt møder kørerne både i benzin- og i dieselversionerne. Og der er grund til lige at stoppe op her: For larm var et tidligere Civic-problem. Stilhed er et nuværende Civic-kendetegn.

Sporten, der blev væk

Spanierne anlægger altså veje uden brug af en tromle, og her i Civic-området nær Malaga planlægger de veje uden brug af lineal. Derfor er udvalget af sving, S-sving og dobbelte S-sving uendeligt.

Det burde være Civic-guf dette her. For hvis der er noget, Civic har været kendt og elsket for i generationer, er det dens appetit på sving. Men den nye Civic er ikke så skarp på rattet som de bedste i klassen, først og fremmest den nye Ford Focus.

Vel er Civics styretøj forholdsvist højgearet, så forhjulene drejes hurtigt, når køreren tager fat i rattet. Men bilens forende flytter sig ikke så hurtigt som rattet drejes - selv på de store 17”-hjul på testbilerne er styringen ikke Civic-skarp.

En pudsighed dukker i øvrigt op igen og igen; asfalten her er ikke bare snoet, den er også glat, og det selv om den er helt tør, og vi er oppe over 20 graders varme. Det får bilen til vitterligt at skride ud ved forholdsvis lav hastighed. Så jeg konstaterer, at ESP-systemet tillader lidt konstrastyring, inden det griber ind. En detalje, som sportskøreren er glad for.

Dieselen er hurtigst

Motorerne - hvad med dem? Fra dag et er der i alt tre forskellige at vælge imellem: En 100 hk's 1,4 og en 143 hk's 1,8-benzin. Sugemotorer med 16 ventiler og det hele. Det virker meget hondask på papiret. Men begge motorer overrasker ved ganske vist at levere farten - således ordner 1,8'eren de 100 m/t. på 8,7 sek., og det var altså godt nok til at være konge af GTI en gang. Men oplevelsen af power og omdrejninger udebliver. Faktisk føles 1,8-motoren nærmest slap, og man skal træde fra sjette helt ned i fjerde gear, hvis der skal overhales med maner.

Derfor er der slet og ret langt mere Civic-oplevelse i seriens dieselmotor. 2,2 liter og 150 hk ved 4.000 o/min. Det er tallene - og det er nok til at gøre dieselen til den hurtigste Civic. Både på papiret og på oplevelse.

Stadig klassens mest praktiske

Civic i nyeste udgave ser stram og absolut designet ud. Måske er det lidt på tværs af forventningerne, at en så stylet bil har bagagerumsplads som et af dens stærke sider.

Men det har Civic. Den rummer omtrent som en lagerhal. Så god plads er først og fremmest et resultat af selve karrosseriets udformning suppleret af fire raffinementer: 1) Den centerplacerede benzintank, der efterlader mere plads til bagagerum. 2) Den ekstraordinært store ”kælder” under bagagerummets gulv. 3) Bagsæderne, der klapper ned til absolut vandret, når de er foldet frem og ned. 4) Et raffinement, vi kender fra jazz: Bagsædernes vandrette del kan klappes op til lodret - helt lodret. Og da benzintanken jo er placeret fremme under forsæderne, er der nu på tværs pludseligt plads til en mountainbike med forhjulet knappet af. Hvad man så lige gør, når man har givet gas på MTB'en ude i mudderskoven, har Honda ikke lige en smart løsning på.

Ergo - masser af plads til bagage, men pladsen til bagsædepassagererne er ikke så imponerende. Når jeg sætter mig på venstre bagsæde ”bag mig selv”, altså med førerpladsen indrettet til korrekt kørestilling, slår begge knæ op i forsædets ryglæn. Og mens man sætter sig ind på bagsædet af en Volkswagen Golf, skal man mere kravle om på bagsædet af den nye Civic.

Så jeg sætter mig om foran. Foran mig næsten springer rattet op i mine hænder; sporty designet med ret så lille diameter og dejligt tyk ratkrans. Det tegner godt dette her; men når man lukker hænderne om rattet, opdager man, at læderet slet og ret er for glat. Hmm, en sær fejl. Sæderne tager sig godt ud, og især førersædet kan indstilles i én uendelighed. Men det ændrer ikke på, at selve sædet er for kort, og at sædet ikke kan justeres tilstrækkeligt langt ned.

Stil og kvalitet

Civic 2012 - hvordan er det lige, den skal slå en Volkswagen Golf, en Ford Focus eller en Hyundai i30?

På stilen først og fremmest: Nogle ser en gennem-stylet bil foran sig, når de ser den. Andre ser måske en bil, der er for meget, men ingen går forbi med et ”nå”.

Dernæst vinder den på sin åbenlyse kvalitet; Måden, dørene lukker på, lyden af en kontakt, der klikker - og den der undervogn, der gør spansk asfalt til et stuegulv. Plus pladsen, samt prisen, hvis man napper den på privatleasing.

Men jeg have glædet mig til at blæse gennem S-sving og hårnåle med motormusikken skruet op på max. og med en skarphed, der fik mine seneste ture i Civic Type-R til ikke at være alt for længe siden. Men det må blive en anden dag, når der kommer en nutidens Type-R.

LÆS OGSÅ: Honda Jazz er til en bredere kreds