- Opdateret 09/05/2011 kl. 14:23
Kia Soul får endnu mere sjæl
Koreanerne følger trenden med stærkere motorer, mindre forbrug og LED-kørelys.
Den er stadig så anderledes, at man enten kan lide den eller ikke lide den, og nu kommer den i en faceliftet udgave.
Men særpræget har den bevaret, Kia Soul, som ventes til Danmark i løbet af efteråret.
Mere power
Blandt fornyelserne er både stærkere og mere økonomiske motorer og designmæssige ændringer på bilen.
Udvendigt er det blevet til nye forlygter med LED-kørelys, en ny motorhjelm samt nye for- og bagskærme, der gør bilen mere glat og strømlinet. Baglygterne har også fået LED-lys.
De to benzinmotorer har fået godt 10 pct. flere kræfter. En ny 1,6 liters motor leverer 135 hk, mens 2,0 liters udgaven har 160 hk. Begge motorer leveres med sekstrins gearkasser. Til den store motor kan der også leveres en automatisk gearkasse.
Længere på literen
"Soul har altid skilt sig ud fra mængden, og den har skaffet Kia nye kunder. Nu får bilen endnu mere stil og køreglæde, samtidig med at brændstoføkonomien forbedres med 10 pct.," siger Michael Sprague fra Kia.
Kia har dog endnu ingen oplysninger om, hvor langt bilen kan køre på literen efter den såkaldte EU-norm.
Blandt ekstraudstyret kan leveret et avanceret musikanlæg fra Infinity og et håndfrit kommunikations- og infotainmentsystem fra Microsoft. En premium-udstyrspakke indeholder bl.a. læderindtræk, automatisk klimaanlæg og navigationssystem.
Kia har endnu ikke prissat den fornyede Soul.
Læs også: Et frisk pust fra Korea