Giganternes ræs om æren
24 timers løbet på Le Mans bliver en kamp på motorteknik mellem Audis V10 og Peugeots V12.
Det traditionsrige Le Mans 2010 bliver igen i år en tvekamp mellem Tom Kristensens mærke, tyske Audi, og hjemmebanemærket, franske Peugeot. En battle mellem den V10-cylindrede, åbne Audi R15 plus og den V12-cylindrede, lukkede Peugeot 908 HDi FAP.
Begge kører på diesel, og begge er lysår foran alle konkurrenterne på den 13,5 km lange landevejsbane.
»Alle de andre er med som medløbere!«
Peugeot vinder på topfart
Sådan lyder den kolde konstatering fra John Nielsen - manden, der med sin sejr i løbet i 1990 startede det, som andre lande med irritation kalder den danske bølge. John Nielsen vandt med sin Silk Cut-Jaguar, den lilla XJR-12, sammen med Price Cobb og Martin Brundle. Senere er det jo blevet til ikke så lidt dansk på Le Mans, foreløbigt otte sejre til Tom Kristensen og klassesejre til Jan Magnussen og Casper Elgaard.
John Nielsen analyserer:
»Selv om Peugeot vandt sidste år, betragter franskmændene sig ikke som favoritter, derfor har de forberedt sig endnu kraftigere end før. Det er derfor, at de hjemme på fabrikken i Velizy har opbygget en komplet pitgarage og pitlane præcis magen til den på Le Mans. Og her bliver alle rutiner terpet igennem.«
Bedre vægtfordeling hos Audi
Begge biler kører på diesel, men der er alligevel stor forskel på den åbne Audi-racer og den lukkede Peugeot.
»Det skaber selvfølgelig en forskel, men den er ikke nær så stor, som man umiddelbart skulle tro. I teorien er den lukkede Peugeot hurtigere på langsiden, fordi den ubrudte linje hen over taget skaber mindst vindmodstand. Og da netop Le Mans har mange og lange langsider, er forskellen klar, men topfarten i en lukket racer er vel kun omkring 5 km/t. højere end i en åben,« forklarer John Nielsen.
Mens Peugeot har en fordel på langsiderne, når det handler om rå kraft, så har den mindre V10-motor fra Audi sine helt egne fortrin.
»Audi og Peugeot har valgt to forskellige motor-konfigurationer: Audi kører med en V10, Peugeot med en V12. Og det er klart til Audis fordel. V10'eren er mindre og mere kompakt - og det er derfor langt lettere at skabe den optimale vægtfordeling og det rette tyngdepunkt med V10-motoren. Det er derfor, Audien har de hurtigste køreegenskaber.«
En tung motor med vanskelige køreegenskaber som følge af en understyrende bil var præcis det, som Tom Kristensen beklagede sig over, da han kørte i Audis første Le Mans-diesel, nemlig R10 med V12.
Regn kan give fordel til Peugeot
Til gengæld er der blevet lovet Le Mans-regn hele ugen igennem og under løbet - og dét kan udløse den største fordel til Peugeot.
»Franskmændenes bil er jo en lukket racer. Og ifølge reglerne kører den på smallere hjul end den åbne Audi. Og netop det - de smallere hjul - kan blive en fordel, idet den har mindre tendens til at aquaplane,« forklarer John Nielsen.
»Yderligere en fordel har Peugeot på et andet plan: Franskmændene kører nu med sidste generation af 908 - det giver dem al den sikkerhed, man nu kan få i Le Mans, for at bilen er holdbar.«
Kampen mellem giganterne udkæmpes dog ikke kun på kubik og bilkonstruktion. Kørernes evner, rutine og kendskab til verdens hårdeste racerløb har ofte været udslagsgivende under Le Mans. Det kan sagtens blive udslagsgivende igen i år.
»Vel har Peugeot en fordel i regn i kraft af de smallere dæk, men på kørersiden står Audi stærkest. Tom og hans makkere Capello og McNish har efter min mening det måske stærkeste langdistance-team af alle her og nu. Og de har tidligere bevist, at de kan køre den hjem, når vejret virkelig kræver det. Det kan de gøre igen. Selv på de bredeste hjul!«
Det store spørgsmål er så, hvem den tidligere vinder fra 1990 tror kører med sejren i Le Mans 2010?
»Peugeot vinder tidskørslerne. Audi vinder racet!« lyder spådommen fra John Nielsen.
Diesel-sejrene på Le Mans
I 2006 kører Audi frem til start med den første diesel-racer på Le Mans og sejrer i første forsøg. Siden da er hver eneste sejr blevet vundet på diesel. Rækkefølgen er følgende:
2006: Audi R10 TDI
2007: Audi R10 TDI
2008: Audi R15 TDI (med bl.a. Tom Kristensen)
2009: Peugeot 908 HDi FAP
2010: Audi eller Peugeot
LM-racere har aircon
Lukket versus åben racer. Diskussionen har kørt altid - og blev intensiveret i 1999, da Audi åbnede deres Le Mans-satsning. Det tyske mærke indsatte det år både en lukket og en åben version af dybest set samme bil. Den åbne R8R var ultimativt hurtigere end den lukkede. Derfor gik tyskerne den åbne vej.
Den åbne racers fordel er først og fremmest, at reglementet giver den mulighed for at køre på bredere hjul med større svinghastighed (og lavere topfart) som konsekvens.
Men også her spiller vejret afgørende ind. I den lukkede bil har man trods alt en vinduesvisker til at tage regnen i modsætning til i en åben vogn.
Til gengæld er varme, nej, hede det store problem i de lukkede racere. Tidligere kunne kørerne i lukkede Le Mans-racere, som fx John Nielsen i sin Silk Cut-Jaguar, slås mod op til 70 graders kogekeddel-temperatur inde i bilerne. Men nu til dags er der aircon i bilerne, og der må højst være 38 grader.
Læs også: Billegende fylder 20 år