Test: Vi prøver otte af de sjove biler

Ikke et ord om miljø, benzinforbrug, pladsforhold og andre daglidags kedsommeligheder. Vi har kigget nærmere på nogle biler, der mest af alt byder på glæde ved at køre.

Artiklens øverste billede
Mesteren. Den, som alle skal slå: Ford Focus RS. Et drøn af en sportsvogn. Foto: Mogens Therkildsen

Det siges at være sundt for sjælen at være medlem af en latterklub, hvor man kommer for at få sig et godt grin. Det er en lignende øvelse, vi foretager her ved at samle otte morsomme biler med et rigtig godt bid i asfalten. I de fleste tilfælde er smilene brede og når helt op i øjnene, og kun i enkelte tilfælde bliver grinene også lidt anstrengte iblandt.



Udgangspunktet er: Ikke et ord om CO2. Om pladsforhold eller smarte bagsædekonstruktioner. I dag handler det om ren køreglæde, hvis den da stadig findes? Vi har prøvet syv af de mere upåagtede sportslige modeller med vidt forskellige karaktertræk og sat dem op mod dagens frontløber i rendyrket køreglæde: Ford Focus RS.



De syv andre er Alfa Romeo MiTo, Mazda MX-5, Mini Cooper Cabriolet, Renault Mégane Coupé, Saab 9-3 XWD Hirsch, Subaru Impreza WRX STI og Suzuki Swift Sport.

Hovednavnet på scenen

Måske var det meget godt, at den giftgrønne Ford Focus RS på grund af en reparation dukkede op med lidt forsinkelse til den første testdag.



For den er altså hovednavnet på scenen - som lige her er en regnvåd FDM Sjællandsringen. Den bil er state of the art, bilen som også sportslige biler fra de større klasser må forbi, hvis de mener deres tilstedeværelse i denne idrætsgren alvorligt.



Den har ganske vist et forholdsvis almindeligt, men pyntet Focus-karrosseri, men den er en rå, renlivet sportsvogn med et brag af en motor. Femcylindret med turbo. Og 305 heste - som altså udelukkende trækker på forhjulene.



Umuligt? Slet ikke. Den trækker hårdt og vedblivende, og kræfterne kommer i jorden, selv på en smaskvåd og glat Sjællandsringen - hvis man passer på ved start. Hemmeligheden: differentialespær og en elektronisk bremse på drejningsmomentet i de første to gear. Et nyt forhjulsophæng, som sikrer, at hjulene altid står vinkelret på vejen, så hele dækkets flade giver greb.



Bilen har fremragende balance, direkte og præcis styring, et herligt gearskifte, særdeles magtfulde bremser - og en lyd som i en gammel Audi Quattro rallybil. Hårde, stærkt konturerede Recaro sportsstole holder virkelig kroppen fast, og selv om undervognen er stram, er den ikke ukomfortabel. Sådan!



Men lidt ulemper er der da: Man skal have godt fat i styregrejerne, når kræfterne slippes løs: Der skal ikke megen ujævnhed eller uens friktion til, før forvognen mister lidt af retningsstabiliteten. På længere ture mangler man en fartpilot - og et par numre blødere stole havde nu ikke været af vejen.

Skiderikken

Næste. Det føles, som om denne skiderik af en bil, en Subaru Impreza WRX STI med 300 heste, var blevet kørt direkte fra en rally-etape hen til vores stilfærdige mødested ved Svogerslev Kro.



Her stod den så og skulede ondt til de forbipasserende. Og især den grønne Ford Focus RS. Hvis Subaru'en havde kunnet spytte en klat Midland 5w-40 motorolie efter Ford'en, havde den gjort det.



Ganske som Ford'en betegner WRX STI nummeret lige under rallybilerne - men i modsætning til Ford'en har den firehjulstræk. Og mens Ford'en kan køres af nogenlunde normalt tænkende mennesker, så har man det bedst i Subaru'en, hvis man inderst inde selv er en rallykører, der ikke kan få underlaget løst nok og komforten ringe nok.



Subaru'en har med sin 2,5 liters firecylindrede turbomotor og 300 heste masser af kraft - men også en tydelig turbotøven, inden det hele slippes løs. Den har måske lettere ved at få kræfterne i jorden end Ford'en - men er sværere at tumle i de glatte sving: Man ved nemlig ikke helt på forhånd, om bilen vil fortsætte ligeud eller slippe med baghjulene - medmindre man altså er en af nationens fem bedste rallykørere.



Subaru'en er også mindre medgørlig end Ford'en ved normal kørsel ude på vejene. Der er den stram og lidt ”tung” at køre. Letkørt er den i hvert fald ikke. Men den kan bremse, ka' den, og udstyret er rigt.



Men bemærk også, at den er over 200.000 kr. dyrere end Ford Focus RS - dog fås den også som topersoners ”grønthandlerbil” på papegøjeplader til 478.965 kr.

Rundsavene

Vi rykker lidt ned i klasserne til to kompakte tredørs biler, Alfa Romeo MiTo og Suzuki Swift Sport.



Alfa'en har en perle af en 155 hestes motor, men den lades lidt i stikken af et noget slasket gearskifte. Den lille 1,4 maskine med turbo har både moment, villighed og topeffekt. Den har lige tilpas med kræfter til at være sjov, men ikke så meget, at den bliver hysterisk. Køreegenskaberne er stramme, men fint afbalancerede, og det elektroniske spær på forhjulene virker faktisk - om end det ikke helt når et rigtigt, mekanisk spærredifferentiale i effektivitet. Alfa'en er smuk at se på, rar at være i - men den lidt syntetiske styring vænner vi os ikke helt til.



Skulle vi absolut pege på en prisvinder her blandt de otte hjertebiler, så kommer den her. Feltets billigste, den lille Suzuki Swift Sport. Den er en rigtig overraskelse, for det er interessant, at man kan have det så sjovt i en lille og overkommelig bil.



Maskine og teknik er effektiviseret på gammeldags tuningsmaner - med forfinelse af strømningsforhold og fødesystem, så den yder 125 heste uden brug af turbo. Den går og lyder godt, og de fem tætte trin i gearkassen er perfekte til banekørsel.



Ulemper er der: Som for meget abesyndrom i kørestillingen - rattet er for langt væk, og pedalerne er for tæt på, eftersom den mangler aksial indstilling af rattet. Til hverdag mangler bilen i udpræget grad et sjette motorvejsgear, der kunne sænke omdrejninger og støj. Den stakkels maskine er ved at rende livet af sig selv ved høje hastigheder.



Med fem døre (så man lettere kunne smide tasken med styrthjelm og køredragt ind bagi for at drage afsted til klubrace) og med seks gear ville det være en lille vinderbil - i hvert fald for sportsbilister uden den helt store tegnebog.

Det stille vand …

Under den stille overflade på to af gruppens andre testbiler raser vildskaben - i den ene mere end i den anden. En smuk og velformet, men også en lidt diskret fransk coupé. Og en ganske særlig svensker.



Renault Megane Coupé med to-liters turbomotor og 180 heste er ganske elegant og sportslig i udseende - men ret civil at køre. Den har en fin, magtfuld turbomaskine og gode køreegenskaber, der er letforståelige og uden overraskelser. Styringen er forbedret betydeligt i forhold til tidligere Meganer, nu knap så kunstig og mere præcis.



På våd bane er den ganske effektiv, men ikke specielt sjov, og dens force er snarere at være en hurtig traditionel GT på de længere stræk. Gode stole og fine bremser - men et elendigt udsyn bagud og skråt bagud.



»Dyrlægebil,« var der en, der sagde. En anden mente, at bilen er en svensk seriemorder forklædt som pæn mand. Vi mener, at den Hirsch-tunede Saab 9-3 med 240 heste og træk på alle fire er bilen for den modne mand, som vil have en hurtig bil, uden at konen opdager det. Hun vil kun opleve dens mange kræfter, hvis stilethælen en dag knækker, og hun kommer til at jokke speed-eren i bund. For trods dens mange kræfter kan den køres helt civiliseret, og den veludstyrede svensker er egentlig ikke en racer, selv om ydelsen bestemt ikke fejler noget.



Den er solidt kørende, stabil og pærenem at beherske - hvis bare man ikke ved banekørsel skøjtede rundt i det fine, men glatte læder, som gør stolene ringere, end de er.



Saab'en gør som mange svenskere alting godt og fornuftigt - uden egentlig at tale med versaler til hjertet. Med mindre man skal langt: Det er nok den bil i selskabet, som man umiddelbart helst ville køre til Milano og retur i.

Hårtørrerne

Vind i håret og retrostil. Her er bilerne for dem, der sætter lighedstegn mellem åbenhed og sportslighed.



Mazda MX5 er den klassiske baghjuls-trukkne cabriolet med langsliggende frontmotor og er efter den seneste modelpleje i ny storform.



Linierne afslører troskab med det klassiske koncept. Den er smuk at se på, erfaringsvis stærk i kvalitet og med rimelige kræfter her i toliters version - men det er egentlig ikke så vigtigt, hvis man gerne kører åbent.



Baghjulstrækkeren har fine, afbalancerede køreegenskaber, præcis styring og lækkert gearskifte, som understreger de klassiske sportsvognsværdier, og det er næppe bilens skyld, at man på den våde bane kunne løbe tør for kontrastyring. Alt i alt en herlig cabrio af klassisk (engelsk) tilsnit, og Mazda'en er da også forlængst blevet verdens mest solgte tosædede sportsvogn i bilhistorien, da den for efterhånden mange år siden overhalede MGB.



Mini Cooper Cabrio er til gengæld nok denne prøves skuffelse - for den er egentlig ikke specielt sjov. Den nye model virker lidt overdesignet indeni - med det megastore speedometer og stadig med en alt for billig plastkvalitet i forhold til prisen.



Den åbne Cooper kører godt nok - men er ikke på højde med sine ultrapræcise, gokartagtige, lukkede søskende.



Og så virker den direkte sløv i dette selskab. 120 heste og Cooper navnet er ikke nok. Men formerne er nu stadig charmerende - også med tøjtag.

Læs også: Anti-krisens dag

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen