Porsche på plakaten

<p>For brochure-samlere i almindelighed og Porsche-entusiaster i særdeleshed er der godt bognyt fra Tyskland.</p>

Artiklens øverste billede
"Porsche 911. Die Prospekte seit 1964". Af Martin Häussermann. Pris 29.90 euro.

Originale Porsche-brochurer fra tiden, der gik, er vanskelige at finde, men en ny bog har samlet de væsentligste, mens en anden bogperle fra samme forlag har genoptrykt de motorsports-plakater, som Porsche op gennem årtierne har trykt hver gang en Porsche har opnået noget stort på en racerbane eller en rallystrækning.

Brochure-bogen ”Porsche 911. Die Prospekte seit 1964” er et glædeligt gensyn for nogle af os, der allerede tidligt samlede på Porsche-brochurer, hvoraf de fleste nu hænger i laser. Forfatteren bag bogen, motorjournalist Martin Häussermann, har samlet de væsentligste 911-brochurer gennem årene og givet dem en appetitlig indpakning, ledsaget af korte tekster på letfatteligt tysk.

Bogen er samtidig en klatretur i 911’erens stamtræ, der begyndende med den oprindelige Porsche 901-brochure. Brochuren er et eftertragtet samlerobjekt i dag, eftersom modellen hurtigt skiftede navn til 911. Bogen afsluttes med brochure-aftryk med dagens seneste 911’er.

De talrige brochure-aftryk på de mellemliggende sider tegner et billede af Porsches udvikling, men kun af den hækmotoriserede 911’er og ikke et ord om de frontmotoriserede versioner som 924 og 928.

Bogen er til gengæld underholdende som tidsbillede – her er både mørkebrune, gule og giftgrønne 1970’er Porscher og modelbilleder af folk med svaj i bukserne.





Sejrene fejres

Den anden bog, ”Porsche. Die Rennplakate von 1951 bis heute” af Jürgen Lewandowski er et udtryk for den stolthed, der præger det sydtyske sportsvognsmærke, men også et klart bevis på de motorsportslige præstationer, som mærket har opnået på rallystrækninger og racerbaner over hele kloden. Allerede i 1951, da Porsche 356 havde vundet sin første væsentlige sejr i motorsport, tegnede en grafiker, Erich Strenger, en plakat, som skulle fejre begivenheden. Det blev omgående til en tradition. Hver gang Porsche havde vundet en væsentlig sejr i motorsporten eller et mesterskab – måske sportsvogns-VM for konstruktører eller bare en sejr i Rallye Monte-Carlo – blev det fejret med udgivelsen af en kunstnerisk udført plakat, som efterhånden blev til mange hundrede. Plakaterne har vundet adskillige designpriser, og har man hele samlingen, er den en formue værd.

Alle andre kan nøjes med at købe bogen, som viser 438 plakatreproduktioner i farver, nogle af dem i helsides format, lige til at rive ud af bogen og ramme ind – hvis man kan nænne det. Igen er illustrationerne ledsaget af korte tekster på nemt tysk.

Porsche 911. Die Prospekte seit 1964. Af Martin Häussermann. Delius Klasing Verlag. 160 sider, 48 farvebilleder, 142 brochure-aftryk, stort format, indbundet. Pris 29.90 euro.

Porsche. Die Rennplakate von 1951 bis heute. Af Jürgen Lewandowski. Delius Klasing Verlag. 176 sider, 438 plakatreproduktioner, stort format, indbundet. Pris 49,90 euro.





Læs også: Teknisk knock-out fra Spanien

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen