Fortsæt til indhold
Biler

Consul med pyntesyge

En sjælden Ford fra de tidlige 1960'ere. »Ford Consul Capri er hurtig og marcherer legende let 130 km/t,« bemærkede datidens motorskribenter.

»De særligt pyntesyge standardbiler i coupé eller cabriolet-versioner liver meget op på gader og veje.«

Sådan lød det med den tids sprogbrug i årbogen Den Store Bil-Revy 1962. Anledningen var Ford Consul Capri, som var blevet præsenteret i 1961 som en sportslig, todørs coupé-variant af den firedørs Consul 315 - den med skrå bagrude a la Anglia. Det var første gang, Ford anvendte Capri-navnet, som man ellers normalt forbinder med den Capri, der blev lanceret i 1969.

23-årige Hans Christian Kjær, stud. biløkonom fra Viby, har en helt original Ford Consul Capri fra 1962, som har været på danske hænder fra ny. På bilens første registreringsattest kan han se, at den indledte sin tilværelse i Slagelse, og den står stadig med de oprindelige sorte nummerplader.

Bilen, der kan ses udstillet på Hans Christian Kjærs arbejdsplads, Ford-forhandleren Nellemann Århus, blev givet i bytte hos en Ford-forhandler i Svendborg, og hans Christian Kjær skyndte sig at købe den.

»Jeg synes, det er spændende, at den står helt urestaureret og original«, siger Hans Christian Kjær, der også har bilens originale instruktionsbog, salgsbrochure og servicebog.

Forfængelighed

Ophavet til Capri, Ford Consul 315, var den tids Ford Mondeo. En firedørs personbil, der ligesom Capri coupé-versionen fik et kort liv: fra 1961 til 1963. Sandsynligvis fordi den var dyr at producere, og fordi Ford kom til at konkurrere med sig selv, da Cortina'en blev lanceret.

Motoren i både Consul 315 og Capri var en 1.340 ccm topventilet med 54 heste, som i Capri rakte til en topfart på 135 km/t og en acceleration fra 0-80 km/t på 12 sek. Motoren blev i 1962 opgraderet til en 1.500 - som i Hans Christian Kjærs bil.

Modellen bød på flere usædvanlige features dengang, såsom fire forlygter, vinduesviskere med flere hastigheder, skivebremser foran og justerbar instrumentbelysning. Ford i Storbritannien kaldte den selv for mærkets første personlige bil.

Designet var tydeligt inspireret af tidens amerikanske biler med fejende linjer, finner, stort bagagerum og coupé-tag uden B-stolpe. Og bilen er en af de helt sjældne fra Ford. Der blev kun bygget 18.716 styk.

Naturligvis blev der afsat betydeligt flere af den firedørs Consul 315, nemlig godt 111.000. En af dem, i farven Goodwood Green, var faktisk beatlen Paul McCartneys første bil.

Den Store Bil-Revy 1962, hvoraf det også fremgår, at modellen kostede 24.405 kr., får det sidste ord:

»Capri'en er hurtig og marcherer legende let 125-130 km/t og med en særdeles kvik acceleration. Den har en tilpas venlig komfort. Men et får i ulveklæder? Nej, men en ærlig bil til rejse og forfængelighed.«