Da strømmen ramte en firkantet klassiker og forvandlede den til en elektrisk gentleman
Den ligner sig selv, lyder som ingenting – og føles som fremtiden. Mercedes’ mest ikoniske model har sagt farvel til V8-brøl og dieselduft og hej til strøm, elegance og elektrisk overlegenhed. Men er Geländewagen stadig en G, når lyden forsvinder, og elmotorerne tager over i den nye G580 ?
Kan jeg skifte vejbane nu?
Den unge fyr i den lille VW Polo tøver. Han stirrer i bakspejlet, som om han netop har opdaget, at det ikke er en bil, der holder bagved. Snarere en kørende fæstning. Jeg sender ham et lille nik. Og så, med en næsten ærefrygtig bevægelse, smutter han ind foran.
Jeg kunne aldrig finde på at mase mig frem i den her bil.