Fortsæt til indhold
Biler

Audi A6 Avant e-tron er måske den bedste elstationcar nogensinde

Kan en elbil klare 440 kilometer gennem Jyllands åbne vidder uden opladning? Audi A6 Avant e-tron Ultra lover lang rækkevidde, luksus og lynhurtig opladning – men lever den op til forventningerne?

Himlen er høj og klar. Ingen storme, ingen susen i træerne, ikke engang en brise til at give illusionen af dramatik. Kun den lange vej foran mig – Aarhus til Vesterhavet og tilbage igen.

Ruten er lige så meget en test af bilen, som det er en rejse gennem landskabet.

Via de åbne motorveje mod Herning, frem ad de lange landeveje mod Varde og videre til Hvide Sande.

Dagen efter går turen hjem igen over de episke strækninger mellem Hvide Sande og Søndervig, hvor solen spejler sig i fjorden på den ene side og det brusende Vesterhav på den anden.

Formålet med turen er ikke kun at genbesøge gamle studiekammerater, men også at teste komforten, rækkevidden og køreegenskaberne i den spritnye Audi A6 e-tron Avant – og vigtigst af alt: at finde ud af, om bilen kan klare hele distancen uden et eneste ladestop, når jeg dagen efter satte kursen tilbage mod Aarhus. 440 km i alt.

Det er en strækning, der vil få enhver elbilskeptiker til at holde et nervøst øje med rækkeviddemåleren. Men ikke i dag. Ikke i Audi A6 e-tron Performance Ultra – en elektrisk stationcar, der lover mere end bare luksus og stilhed. Den lover lang rækkevidde.

Med en officiel WLTP-rækkevidde på op til 712 km for den største batteripakke lyder det næsten for godt til at være sandt. Og det er det også – i hvert fald på papiret.

Testbilen med store 21-tommers fælge og en hulens masse udstyr har en officiel rækkevidde på 649 km. Det lyder stadig imponerende – og er da også mere end rigeligt til de fleste lange ture.

Når Audi lancerer en ny A6 Avant, er det en begivenhed i sig selv. Gennem årtier har modellen defineret luksusstationcaren – bilen til direktøren, der også har en hund, til familien, der ikke vil have en SUV, og til alle os andre, der bare elsker en stationcar, der kan det hele.

Og det første indtryk? Den ser hurtig ud, selv når den står stille. Audi A6 e-tron Avant ligner en klassisk Audi. Ikke en SUV, ikke en rumskibslignende konceptbil med unødige kurver og pseudo-futuristiske gimmicks.

Bagagerummet ser stort ud, men det er det bare ikke. Heldigvis kan bagsædet lægges ned. Foto: Christian Schacht

Bare en smuk, lav stationcar, der ser aerodynamisk ud – uden at ligne noget, der er tegnet af en designer med en kandidatgrad i luftmodstand og en forkærlighed for vindtunneller.

Bagtil er der en bred LED-lysbjælke og oplyste Audi-ringe – en ny detalje, der gør det nemt at genkende bilen i mørket.

Min testbil er den veludstyrede Ultra e-tron Performance med 367 hk, stort batteri og baghjulstræk.

Audi A6 Avant e-tron performance Ultra

  • Pris: 729.990 kr.
  • Testbilen: 902.412 kr.
  • Batteri: 94,9 kWh
  • Rækkevidde: 712 km, testbilen med dæk og udstyr er 649 km
  • Rækkevidde, målt: 480 km
  • Opladning: 11 kW (AC), 270 kW (DC)
  • DC-ladning, 10-80 pct.: 21 min. (målt)
  • Ydelse: 367 hk
  • Topfart: 210 km/t.
  • 0-100 km/t.: 5,4 sek.
  • L: 493 cm, B: 192 cm, H: 153 cm
  • Trækvægt: 2.100 kg
  • Plusser: design, rækkevidde, opladning, komfort, assistentsystemer, fem års garanti
  • Minusser: rummelighed på bagsæde, dyrt ekstraudstyr, bagagerum

Prisen starter på 729.990 kr., men med Edition One-pakken, der inkluderer malpelblå metallak, Matrix-LED-forlygter, sort eksteriør-pakke, 21-tommers Audi Sport-fælge, panoramaglastag, Bang & Olufsen-lydanlæg og et head-up display, stiger prisen til 902.412 kr.

Bilen må desuden trække op til 2.100 kg, hvilket gør den mere praktisk end mange andre elbiler i klassen, der tæller den helt store konkurrent BMW i5 Touring og måske den billigere stationcar fra samme koncern, den nye ID.7 Tourer.

A6 Avant e-tron fås i tre udstyrsniveauer og tre drivlinjer og to forskellige batteristørrelser. Progress er den billigste variant, men har stadig LED-lygter, varmepumpe, sædevarme, elektrisk bagklap, 360-graders kamera, stor touchskærm og Apple CarPlay/Android Auto.

Digitale sidespejle til 20.000 kr. ser smarte ud, men almindelige af slagsen er at foretrække. Foto: Christian Schacht

Progress Plus tilføjer Matrix-forlygter, vognbaneassistent, elsæder med memory og en ekstra infotainmentskærm til passageren. Ultra-modellen topper med OLED-baglygter, sportslige detaljer, adaptiv luftundervogn og sportssæder.

På drivlinjesiden starter e-tron-modellen med 286 hk, et 75,8 kWh-batteri og en rækkevidde på op til 589 km med baghjulstræk. Den starter ved 569.990 kr. Der er 50.000 kr. til det store batteri, hvor man så også får 367 hk, et 94,9 kWh-batteri og en rækkevidde på op til de 712 km.

Førerpladsen domineres af en 14,5-tommers infotainmentskærm, som ser imponerende ud, men også kræver, at man har fingre som en koncertpianist. Audi har fjernet de fleste fysiske knapper, hvilket betyder, at du nu skal trykke dig igennem et hav af menuer.

Der er også et stort head-up display, som kan projicere informationer op på forruden, men det har en tendens til at blive lidt for aggressivt med sine røde advarsler, hvis man nærmer sig bilen foran for hurtigt.

Interiøret med de store skærme kræver mange tryk på forskellige menuer.

Materialerne er lækre, men ikke helt på niveau med tidligere store Audier. Det gælder desværre alle de nye Audi-biler, og her virker en BMW i5 i hvert fald mere eksklusiv.

Kørestillingen er god, men man sidder højere, end man ville forvente i en stationcar. Sæderne tilbyder masser af støtte, men man får ikke helt den lave, sportslige fornemmelse, som forgængerne havde.

På trods af det er komforten fremragende, især når bilen er udstyret med den adaptive luftundervogn.

440 km uden opladning

Efter 200 km landede jeg i Hvide Sande med 58 pct. strøm tilbage og et forbrug på 21 kWh/100 km.

Tilbage mod Aarhus via Søndervig blev bilen testet i frisk vestenvind og på smalle, snoede veje, hvor den holdt sig ekstremt stabil.

På motorvejen fungerede assistentsystemerne perfekt, og bilen kunne næsten køre sig selv. Pulssensoren i rattet gjorde, at man kun behøvede at røre det ganske let en gang imellem for at holde bilen kørende i den adaptive vognbane.

Bagagerummet ser stort ud, men det er det bare ikke. Heldigvis kan bagsædet lægges ned. Foto: Christian Schacht

Ved ankomsten til Aarhus efter 440 km havde bilen 9 pct. strøm tilbage. Havde jeg kørt helt til 0 pct., ville rækkevidden have været omkring 480 km – og sandsynligvis 550 km om sommeren ved blandet kørsel.

Lynladningen ramte 280 kW, og fra 9 til 80 pct. tog kun 21 minutter – 10 minutter hurtigere end BMW og Mercedes. Præcis nok tid til at købe en kop kaffe, scrolle lidt formålsløst på telefonen og undre sig over, hvorfor ladestandere altid er placeret i de mest triste industrikvarterer.

Den elektriske A6 Avant deler platform med Audi Q6 e-tron og Porsche Macan Electric, men den virker mere helstøbt end Q6 e-tron, men tro ikke, at den kører som en Porsche – det gør den ikke.

Den er skabt til komfortable langture, ikke til skarpe sving på små, snoede veje. Styretøjet er letgående og præcist, men hvis du vil have lidt mere vægt i det, kan det strammes op med et tryk på en knap.

Den adaptive luftundervogn gør et fremragende stykke arbejde – og det er en af de vigtigste grunde til at vælge Ultra-modellen.

Den nye Audi er en fremragende elbil, men prisen ryger hurtigt i vejret med ekstraudstyr. Foto: Christian Schacht

Går man meget højt op i køreegenskaber, vil de fleste nok finde større tilfredsstillelse bag rattet i en BMW i5, men sådan har forholdet mellem de to konkurrenter altid været.

De særlige digitale sidespejle til 20.000 kr. ekstra bliver jeg dog aldrig dus med. Det ser cool ud, men et klassisk spejl fungerer langt bedre. Apropos priser så kan de blive en udfordring.

Den nye A6 som basismodel koster omtrent det samme som en i5, men en fuldt udstyret i5 Fully Charge er 50.000 kr. billigere end en tilsvarende A6 Ultra.

Skuffende for en stationcar

Bagagerummet rummer 502 liter, hvilket er skuffende for en bil i denne klasse. BMW i5 Touring har 570 liter, og VW ID.7 Tourer har 605 liter.

Heldigvis har A6 Avant e-tron et lille frunk på 27 liter – nok til ladekabler og lidt ekstra. Avant-udgaven, der er 15.000 kr. dyrere end Sportback-varianten, tilbyder først mere plads, når bagsæderne foldes ned, og opbevaringspladsen over hattehylden medregnes.

Frunket ude foran er relativt stor, og kompenserer lidt for det lille bagagerum. Foto: Christian Schacht

Bagsædet er rummeligt, men gulvet er højt, og som mange elbiler mangler den lårstøtte. Der er heller ingen panikhåndtag – lidt ærgerligt, hvis du er typen, der gerne vil holde fast under dynamisk kørsel.

Konklusion

Audi A6 Avant e-tron er givetvis den bedste elstationcar, du kan købe lige nu.

Den har komforten, rækkevidden og lynladningen til at gøre elbil-langture helt problemfri. Men den er ikke den teknologiske revolution, vi måske havde håbet på.

Men én ting gør den til et bedre valg end BMW i5, altså over den længere rækkevidde og hurtigere opladning: Audi har nu fem års garanti eller 150.000 km – BMW holder stadig fast i to år.

En tur på 400-500 km gennem Danmark er heller ikke det store problem.

Hør alt om biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.

Artiklens emner
Elbiler
Audi