Porsche bekræfter forvandlingen af Cayenne
Den populære Cayenne bliver til en ren elbil i forbindelse med en helt ny generation. Og dog.
Det er nu officielt. Porsche har bekræftet, at den fjerde generation af mærkets Cayenne-SUV bliver til en rendyrket elbil og vil blive lanceret næste år. Porsche er allerede begyndt at teste den nye model, og ingeniørerne planlægger at køre ”millioner af testkilometer” med prototyper inden lanceringen, oplyser mærket.
Cayenne, Porsches første store SUV, blev lanceret for lidt over 20 år siden, og den nuværende generation stammer fra 2017.
Den helt nye Cayenne vil udelukkende være elektrisk og vil bruge VW-Gruppens nye PPE-platform, der også er arkitekturen til den mindre Porsche Macan og de nye Audi Q6 og A6 e-tron.
Ifølge Porsche vil PPE-platformen dog gennemgå en omfattende videreudvikling til den nye Cayenne. Den vil fortsat have en 800-volts arkitektur for hurtig opladning, og det er sandsynligt, at den også kan komme med større batterier og flere kræfter fra elmotorerne, end vi hidtil har set på platformen.
Samtidig skal man formentlig helt frem til 2026, før bilen for alvor begynder at rulle ud til forhandlerne.
Den nuværende Cayenne, tredje generation, vil dog fortsætte. Porsche har bekræftet, at modellen vil blive yderligere opgraderet og fortsat blive tilbudt sammen med den fjerde, helt elektriske generation. Det skal ses i lyset af, at Cayenne allerede sidste år fik et meget omfattende facelift.
Porsche fortæller, at omfattende tekniske foranstaltninger vil sikre, at bl.a. V8-motoren opfylder fremtidige lovkrav, og plug-in-hybrid-versionerne vil også fortsætte.
Aftagende efterspørgsel efter elbiler og nogle emissionsregler, som på visse markeder ikke er blevet helt så strikse som forventet, har fået Porsche til at genoverveje sin strategi.
Den nye fuldt elektriske Cayenne vil blive lanceret sammen med et voksende udvalg af SUV’er fra Porsche. Ud over den nye Macan og denne friske strategi for Cayenne har Porsche også bekræftet en ny flagskibs-SUV – i øjeblikket navngivet K1 – som vil blive lanceret i 2027, foruden en fuldt elektrisk Boxster eller Cayman.
Der er ikke planer om at lave en elbil ud af den kendte 911, som til gengæld lige er kommet som hybrid.
Hør alt om nye og brugte biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.