Skoda dropper plug-in-hybriderne i forbedret bestseller
Skoda Octavia får nu en opdatering, der omfatter små designændringer, bedre software og et farvel til plug-in-hybrider.
Er Skoda Octavia nærmest blevet et kulturelt bilikon herhjemme? Det lader i hvert fald til, at der er parkeret en Skoda Octavia rundt om hvert eneste hjørne med tæt på 50.000 stolte danske ejere, der har nydt godt af den praktiske familiebils dyder siden lanceringen i 1996.
Den nyeste, fjerde generation af Skoda Octavia landede på dansk jord i sommeren 2022, men mod al forventning har den ikke opnået samme grad af popularitet som sine forgængere.
Salget er faldet de seneste år med en lidet flatterende 30. plads sidste år, godt hjulpet på vej af elbilernes fremgang og massive prisstigninger på Octavia.
På sin vis er nyheden om et facelift til Skoda Octavia derfor ikke så stor, som det ville have været engang, for Skoda satser jo alt på at gøre elbilen Enyaq til sit store slagtilbud.
Vi kan derfor lige så godt starte med den dårlige nyhed først: De, der havde udset sig en plug-in-hybrid med længere rækkevidde og hurtigere opladning, som det snart bliver muligt i den opdaterede VW Golf, må finde en anden bil. Den kommer nemlig ikke.