Gyngehesten bliver 75 år
Den markante Citroën 2CV runder fylder rundt. Det store jubilæum markeres især i hjemlandet, Frankrig.
En rund silhuet og gyngende fremfærd – ofte garneret med rulletag af stof. Den ikoniske Citroën 2CV har sin helt egen stil, og den er nærmest forblevet uændret, siden den første generation blev præsenteret på Paris Motorshow i 1948, og frem til det sidste eksemplar rullede af samlebåndet i Portugal i 1990.
Forandringerne undervejs var minimale, men den lille tocylindrede boxermotor, som fra starten var på bare 375 kubikcentimeter, voksede dog i ydelse fra 9 hk til voldsomme 29 hk.
Undervejs vandt bilen mange hjerter, som bl.a. nationalskjalden Kim Larsen, der i mange år ejede en tofarvet 2CV Charleston.
Gemte bilerne
Forløberen blev kaldt ”Toute Petite Voiture”, hvilket betyder ”lille bil”, og blev præsenteret på Paris Motorshow tilbage i 1939. Men den første prototype kom til verden allerede i 1937. Opskriften var enkel: Bilen med en vægt på 370 kg skulle kunne fragte fire personer samt 50 kg bagage med en maksimal hastighed på 50 km/t.
Der skulle faktisk have været bygget 250 for-serie-modeller til motorshowet, men udbruddet af Anden Verdenskrig satte en stopper for de planer. De vakse franskmænd ødelagde modellerne for at være sikre på, at den tyske hær ikke fik fingre i dem. Det gjaldt dog ikke fire biler, som blev gemt på Citroëns testcenter i La Ferté-Vidame.
Efter krigen tog Pierre-Jules Boulanger, som var direktør for Citroën Automobiles og ophavsmand til 2CV, fat på at realisere sin drøm om ”en paraply på hjul”.
Et klart symbol
Den kreative ingeniør André Lefèbvre fik omsat tankerne til fire hjul, mens italienske kunstner og skulptør Flaminio Bertoni kreerede den kendte silhuet. Da den første model kom på gaden i juli 1949, brummede motoren livligt, og bilindustrien var revolutioneret.
Bilkøberne var tiltrukket af den yderst sparsommelige motor og praktikaliteten. Siden blev bilen ligefrem trendy og et symbol på ungdomsoprøret, mens betegnelser som ”Gyngehest”, ”Hippiecontainer” og ”Studenterjaguar” har bidt sig fast.
Den store dag markeres i hjemlandet på Citroëns Conservatoire i Paris.