Fortsæt til indhold
Biler

Den nye Porsche Cayenne er bedre og billigere end nogensinde

Vi var med på balkortet, da Porsche inviterede pressen til Østrig for at køre den kraftige, opdaterede Cayenne. Bilen er blevet aktuel igen takket være en ny plug-in-hybrid, der er faldet voldsomt i pris.

Salzburg

Bjergene rejser sig majestætisk mod himlen som gigantiske vagter, der vogter over de frodige dale og snævre slugter. Det er, som om de danner en gryde, hvor himlen udgør låget.

De gamle fyrretræer strækker deres forgrenede arme mod himlen og ligner naturlige katedraler.

Jo, Alperne syd for Salzburg giver i sandhed mulighed for at genopdage forbindelsen til naturen og lade sig inspirere af den rene og uberørte skønhed. Det kan derfor forekomme malplaceret at bevæge sig rundt på de snoede veje i en stor Porsche-SUV og så alligevel ikke helt.

Efter start i Billund og mellemlandinger i Amsterdam og Frankfurt er jeg endelig nået til den internationale præsentation af den voldsomt opdaterede Porsche Cayenne. Og jeg fokuserer på den nye plug-in-hybrid, der takket være det større batteri bringer bilen under den magiske grænse på 50 gram CO2-udledning og dermed giver betydelige afgiftsfradrag.

Hvis man kan tillade sig at bruge betegnelsen slagtilbud om en ny bil til over en mio kr., så må det være om den nye Porsche Cayenne E-Hybrid.