Fortsæt til indhold
Biler

Høj Opel Grandland får glattet kanterne

Opel Grandland får et omfattende facelift med ny front og instrumentering, som bringer SUV’en på linje med mærkets nye stil.

Strømmen af meldinger fra Opel ligner en regulær ketchupeffekt i disse uger, hvor mange nyheder eller opgraderinger vises.

Nu er turen kommet til den høje Grandland, som er søstermodel til bl.a. Peugeot 3008. Grandland, der skifter navn fra Grandland X og dropper det store bogstav, ligesom med Mokka X, får et større facelift. Den får en mere strømlinet front i samme stil som på den nye Mokka, som bringer en mere stringent orden i designsignalerne.

Den nye opstilling giver også mulighed for mærkets præcise Intellilux Pixel Light-forlygter, som bl.a. kendes fra Insignia, og som med små matrix-pærer kan lyse dele af vejen præcist op.

Her er også mulighed for et infrarødt nattesyn, som er hentet fra moderkoncernen, Stellantis, og kendes fra flere PSA-modeller. Her kan et kamera f.eks. spotte bløde trafikanter i en afstand på 100 meter på mørke landeveje.

En sikkerhedspakke med en række funktioner som bl.a. automatisk nødbremse for bløde trafikanter, skilteaflæser og vejstribealarm er standard på alle modeller, mens versionerne med automatgear nu også har køassistent med i udstyrspakken.

Inden døre er instrumenteringen opfrisket med digitale fladskærme på op til 10 tommer med trådløs opladning af Apple Carplay/Android Auto, som også kendes fra Mokka og kommer i den nye Astra. Opel fremhæver her de ergonomiske AGR-sæder, der er udviklet af tyske ryglæger og nærmest er signaturudstyr for mærket.

På motorsiden er der fortsat benzinmotorer på 130 hk og 180 hk og en dieselvariant på ligeledes 130 hk. Samtidig findes der de to plug-in-versioner, som er de mest interessante herhjemme. Det er koncernens kendte motorer med systemydelser på 224 hk og 300 hk, hvor den sidste har firehjulstræk.

Rækkevidderne på ren el er fra 55 km til 59 km. Informationer om modellernes lancering herhjemme er ikke oplyst.

Vil du vide meget mere om biler, så lyt til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag.

Artiklens emner
Opel