Fortsæt til indhold
Biler

Årets Bil i Danmark 1988 nægter at gå på pension

Den gamle Peugeot 405 bliver stadigvæk produceret i Aserbajdsjan.

Peugeot 405 var bestemt en meget vellykket bil, da den kom på markedet i 1987, men selv om den blev både Årets Bil i Danmark og vandt den tilsvarende europæiske titel, har franskmændene trods alt lanceret mange fine biler siden. Mere moderne, mere sikre.

Alligevel kører produktionen af den Pininfarina-stylede mellemklassebil stadigvæk – i Aserbajdsjan.

I en årrække har Peugeot 405 været fremstillet i Iran af Iran Khodro Industrial Group, men her besluttede man sig for, at det var tid til en mere moderne afløser, og solgte produktionsfaciliteterne til et firma i Aserbajdsjan, der nu producerer bilen.

Azermash Khazar laver nu Peugeot Khazar 406s, der på trods af navnet er baseret på den originale 405.

Aserbajdsjan slutter sig til 11 andre lande, der har fremstillet 405-modeller. Efter Frankrig og England kom Zimbabwe, Taiwan, Chile, Indonesien, Malaysia, Argentina, Egypten, Iran og Polen.

Designet på den oprindelige 405 er ændret, så den ligner 406, hvis navn den også bærer. Foto: PR

En stribe forbedringer har modellen trods alt gennemgået, og seneste version har bl.a. automatgear, to airbags, elsæder, aircondition og et delvist nyt instrumentbord.

Motorprogrammet består af en benzinmotor på 1,8 liter, der yder 100 hk, og en diesel med 105 hk.

Prisen på de kanter er 17.500 manat, som er den lokale møntfod, hvilket svarer til små 70.000 kr.

Bilen er også forsøgt opdateret på de ydre linjer. Det gælder især et ændret design af fronten, der har fået ny kofanger med bredere luftindtag, slankere forlygter og en mere moderne kølergrill. Og alt sammen betyder, at vognen faktisk får en slående lighed med Peugeot 406.

Bilen kan leveres både som sedan og stationcar.

Simpel konstruktion

De fleste mennesker, der stræber efter at eje en af disse 405’er, har bare brug for en bil, som de ved vil starte hver gang. Selv om den ikke starter, ved de, at problemet kan løses med dele, der koster håndører og sandsynligvis kan købes i hjørnebutikken. Det er næppe heller tilfældigt, at den mest udbredte taxa i Iran er samme Peugeot 405.

I det hele taget er Peugeot kendt for at sende sine produktionsapparater videre til et langt liv, efter at den europæiske produktion er stoppet.

En solid konstruktion var også med til at give bl.a. Peugeot 504-serien et langt liv, hvor netop stationcar-udgaven var en populær ”bush taxi” i mange afrikanske lande, og bilen var i produktion på de kanter helt indtil for 14 år siden.

Den nok mest kendte licensproducerede bil i verden er Hindustan Ambassador, som inderne fremstillede fra 1958-2014, og som byggede på Morris Oxford III fra 1956, der udsprang af Oxford-modellen fra 1948. Alternativt er det VW, der for lidt under en halv snes år siden stoppede produktionen af det klassiske baghjulstrukne folkevognsrugbrød i Sydamerika.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.

Artiklens emner
Peugeot