Fortsæt til indhold
Biler

Her er den nye Chevrolet Corvette

GM viser de første billeder af den nye generation af sportsvognen Chevrolet Corvette.

Camouflagen er tæt. Men der er ingen tvivl om, at der her er tale om den nye aftapning af superbilen Chevrolet Corvette. GM har nemlig ladet nogle eksemplarer rulle på offentlig vej og gade og helt i bedste marketingånd ladet dem undslippe til verdenspressen.

Under forklædningen kan man spotte, at den nye generation ser mere strømlinet ud end forgængeren fra 2013.

Angiveligt får den nye C8-generation en 6,2 liters V8-motor på 450 hk i grundudgaven, skriver udenlandsk motorpresse. Men næste version byder på en større V8-motor på 650 hk. På toppen finder vi en 5,5 liters V8 med dobbeltturbo, som yder 850 hk og leverer hele 900 Nm. Den byder også på en specialudviklet gearkasse fra Tremec med dobbeltkobling og syv trin. Topmodellen kan få tilnavnet Zora med henvisning til motoringeniøren Zora Arkus-Duntov, som konstruerede den første Corvette-prototype med centermotor og er blevet kaldt ”Corvettens fader”.

GM forventes at have officiel præsentation af den nye model i midten af juli på fabrikken i Bowling Green, og produktionen af den nye model går i gang til september. Men inden da skal de amerikanske forhandlere have afsat de angiveligt 9.000 usolgte biler af den nuværende model, der står på lager.