Mazda vil lege med i den høje mellemklasse
Den nye Mazda CX-30 lander herhjemme til efteråret. Benzinversionen er mild hybrid, og den kan fås med alarm, som reagerer, hvis du er uopmærksom bag rattet.
Du er ikke i tvivl om, at det er en Mazda.
Men størrelsen på den nye høje Mazda CX-30 placerer den lige midt i mellemklassen af nye crossover-modeller, som boomer i øjeblikket og bl.a. omfatter Nissan Qashqai, VW T-Roc, Skoda Karoq og mange flere.
Bilen, der med en længde på 4,40 meter i Mazdas modelprogram lander mellem CX-3 og CX-5, vises på den store biludstilling i Genève, hvor det japanske mærke samtidig løfter sløret for udstyr og visse motorvarianter.
Hvis du undrer dig over navnet CX-30, hvor CX-4 burde være mere mundret, er forklaringen, at der i dag findes en CX4-model i Kina. Om vi fremover vil se modeller navngivet på samme måde, er endnu uvist.
Her er helt i tidens ånd lagt op til en praktisk bil, der på designfronten slægter den nye Mazda 3 på. Både på de ydre linjer og i kabinen, hvor det minimalistiske og enkle dominerer, men hvor de markante sorte skærmkanter alligevel afslører, at det er en mere praktisk Mazda.
Lover godt udsyn
Det japanske mærke skruer op på sikkerhedsfronten, hvor et system ligesom i Mazda 3, der overvåger føreren, advarer med signal og sætter bremsesystemet i beredskab, hvis vedkommende virker træt, fraværende eller skriver SMS’er på telefonen. Med systemet Front Cross Traffic Alert vil bilen også kunne spotte farer fra siden, når man f.eks. kører ud ved et T-kryds.
Mazda CX-30 vil også som den første bil i verden få knæairbag som standard i alle modeller.
Sikkerhedspakken med overvågning af fører og Front Cross Traffic Alert kan tilkøbes fra mellemniveauet Sky, mens den er standard i den dyreste Cosmo-version.
Mange af de nye høje biler har et problem med udsynet agterude, fordi moden blandt bildesignere foreskriver, at C-stolpen skal være enorm. Det er ikke sjovt herhjemme, hvor der er langt flere cykler på vejene end i mange andre lande. Men i CX-30 har ingeniørerne målrettet arbejdet mod en smal C-stolpe og samtidigt sigtet mod en slank A-stolpe, hedder det.
Mazda lover dog pænt med plads i kabinen på bilen, der har en slags coupéagtig afrunding og klarer 430 liter bagage. Det er ikke overvældende, men svarer meget godt til Nissan Qashqai.
Hybrid med 116 hk
Mazda lover, at CX-30 vil være sjov at køre, helt i den ånd, som mærket er kendt for. Helt i mærkets ånd kommer der også varianter med firehjulstræk.
De nye Skyactive-benzinudgaver kommer lige i 3’eren som milde hybrider, der i modsætning til mange af konkurrenternes systemer på 48 volt her har 24 volt. De kommer herhjemme som en Skyactive-G 2,0 benzinmotor på 122 hk og en Skyactive-D 1,8 liters dieselmotor på 116 hk. Her er brændstoføkonomien opgivet til henholdsvis 15,0-16,7, km/t. og 17,5 km/l-20,8 km/l, så det må siges at være et vidt spænd. Senere følger den helt nye Skyactive X-benzinmotor med 180 hk-190 hk.