Hyundai har fremvist en bil, der kan gå, klatre og hoppe
Producenten forestiller sig, at bilen vil være nyttig i redningsarbejdet efter naturkatastrofer.
På elektronikmessen CES i Las Vegas har den koreanske bilproducent Hyundai fremvist en mindre model af en bil, som kan aktivere robotagtige ben og gå med 5 km/t i ujævnt terræn.
Modelbilen, som har navnet Hyundai Elevate, skulle også være i stand til at forcere en mur på 1,5 meter og til at hoppe over et sprække på 1,5 meter. Det skriver BBC.
Konceptbilen har været under udvikling i tre år, og man forestiller sig, at den vil være nyttig i redningsarbejdet i kølvandet på naturkatastrofer.
»Når en tsunami eller jordskælv rammer, så kan de nuværende redningskøretøjer blot aflevere redningsarbejderne til kanten af ruinerne. Resten af vejen må de gå til fods. Elevate kan få dem helt frem til ulykkesstedet ved at kravle over sammenstyrtede murbrokker,« forklarer Hyundais vicepræsident John Suh til BBC.
Hyundai forestiller sig også, at kørestolsbrugere kan blive afhentet af køretøjet, som kan ”gå” op til døren ved bygninger, som kun er tilgængelige via trappetrin.