Jeep med ringe sikkerhed springer ud som pickup
Den helt nye, men rustikke Jeep Wrangler, der netop har fået kun én stjerne ved Euro NCAP's sikkerhedstest, er klar som pickup.
Hvad er mere amerikansk end den ikoniske Jeep Wrangler? Det skulle da lige være den kantede firehjulstrækker som pickup, og det er lige netop, hvad det Fiat-ejede mærke nu lancerer. Den praktiske lad-version kaldet Gladiator bygger på den nyeste generation af Wrangler, som netop er præsenteret. Og der vil helt givet været et kæmpe marked i USA, hvor pickupper i alle størrelser sælges i milliontal.
Pickuppen hviler ligesom ophavet på en stiv og separat chassisramme, som borger for, at modellerne, som altid er firehjulstrukne, kan komme frem i terrænet med last.
Terrænduelighed
I forhold til den lukkede Wrangler har Gladiator fået rammen strakt med 78 cm og akselafstanden med 48 af slagsen. Det rækker dog ikke til mere end at blive kaldet en ”mid size” pickup på de kanter, hvor en model som f.eks. Dodge RAM er hverdagsbil i trafikken.
Motorbestykningen spænder over to V6-motorer, en 3,6 liters benzinmotor på 285 hk og en 3,0 liters diesel på 260 hk, der kommer i 2020, og som skal produceres i Europa. Her er mulighed for både manuelt og automatgear.
På den hverdagspraktiske front er der masser af muligheder. Ikke alene er der muligheder for, at døre, tag og forrude kan afmonteres, her er også en vadedybde på 76 cm, mens tilgangsvinklen er 43,6 grader, afgangsvinklen er 26 grader, og den såkaldte ”break over”-vinkel er 20,3 grader.
Bilen bæres af heavy duty aksler for og bag, som også skal garantere, at der kan komme rimeligt med gods om bord, og en ditto træk-kapacitet. Det er i USA henholdsvis 800 kg og 3.825 kg, men danske tal kendes ikke.
I terrænet kan føreren benytte sig af, at reduktionsgear med mulighed for at låse centerdifferentialet er standard. Pickuppen kan også fås i den terrænheftige Rubicon-version. Her er der ydermere mulighed for at låse forreste og bageste differentiale ud over dæk med mere greb.
Ringe sikkerhed
Jeep praler af ikke mindre end 80 sikkerhedssystemer som bl.a. adaptiv fartpilot, fremadvendte kameraer og Rear Cross Path Detection, som kan finde krydsende veje eller hjulspor.
Den seneste og helt nye Euro NCAP-sikkerhedstest viser dog, at en Jeep Wrangler ikke er den sikreste bil på markedet. Her fik den kun én ringe stjerne og dumpede med et brag.
Mens den lukkede Wrangler snart er i Europa, lander pickuppen i 2020.