Stor interesse for elektrisk Audi trods pris på godt 900.000 kr.
Den danske Audi-importør har åbnet for reservering af den nye elektriske Audi e-tron, som er prissat til 935.000 kr.
Der er få biler, der er hypet som den nye elektriske Audi e-tron. Den store, luksuriøse el-SUV, der har 408 hk og kan klare over 400 km på en opladning efter den nye WLTP-norm, har allerede skabt virak med sine high-muligheder for ekstraudstyr som kamerasidespejle.
Den danske importør har nu sat pris på bilen og samtidig åbnet for, at man kan forhåndsreservere bilen, som kommer i 2019, på Audis hjemmeside. Det skete i første omgang til en pris på 1.130.000 kr., som var beregnet efter de nye afgifter for elbiler, der skulle træde i kraft fra årsskiftet, hvor elbiler ifølge gældende regler skulle belægges med 40 pct. afgift mod 20 pct. afgift i dag. Efter den seneste udmelding fra regeringen om at holde afgifterne i ro falder prisen imidlertid til 935.00 kr.
Det er umiddelbart noget mere end den elektriske Jaguar I-Pace, som er en af de nærmeste konkurrenter, der koster fra 741.000 kr. på 20 pct. afgift.
Interessen for Audi e-Tron fejler dog ikke noget trods prisen.
»Vi har set en overvældende interesse for Audi e-Tron. Både for at reservere en bil og for at blive skrevet op til nyhedsbreve,« siger Britt Stellinger, der er pressechef for Audi.
Audi oplyser ikke på nuværende tidspunkt antallet af reservationer eller det forventede salgstal for Audi e-tron i 2019. Men interessen for modellen er stor over hele verden, hvor især Norge, Kina og USA er store markeder. Således er der alene i Norge reserveret 5.500 biler.
Britt Stellinger forventer dog, at der vil være biler nok til at efterkomme den danske efterspørgsel på modellen, som ventes at kunne leveres herhjemme i starten af 2019, selv om en forbedring af softwaren og en deraf følgende ny godkendelsesproces har forsinket e-tron i fire uger.
Jyllands-Posten laver den første test af bilen i begyndelse af december.
Med modellen følger også muligheden for at kunne lade op på de nye superladestationer, der kan klare 150 kW, og hvor bilen kan lades 80 pct. op på en halv time. En række bilproducenter er nemlig ved at opføre kæden Ionity med superladerne, hvor der bl.a. er stationer på vej ved Aabenraa og nordjyske Nørager. Samtidig har Audi udviklet et specielt abonnementskort, der kan bruges til et par hundrede udbydere af ladestrøm på farten i Europa – eller 80 pct. af alle udbydere.