Fortsæt til indhold
Biler

Opel dropper tre modeller

Det er snart slut med de små Opel Karl og Adam-modeller, mens den åbne Cascada også forsvinder. Det sker til fordel for høje modeller.

Bosserne på chefgangen i Rüsselsheim er i gang med den store oprydning i modelprogrammet hos Opel. Det betyder, at mikrobilerne Karl og Adam sammen med cabrioleten, Cascada, forsvinder med udgangen af 2019.

Det sker for at få en mindre kompleks og mere effektiv produktion, mens man samtidig tilpasser sig de stigende krav om mindre C02-udledning, lyder det fra producenten, der nu i højere grad vil satse på suv’ere og crossovere, fortæller Automotive News.

Her er blikket rettet mod tre store nyheder i 2020, nemlig den nye Corsa, den nye Mokka X og den nye Vivaro varevogn.

Her er der især store forventninger til Corsa, der lanceres med konventionelle motorer, men følger som elbil i 2020. Den nye Mokka X skal sælges sideløbende med Crossland X som i dag, men de skal have større afstand, så modellerne ikke overlapper hinanden. Sammen med Astra og Insignia er Mokka X en af de få modeller, som der er tilbage hos mærket, der bygger på en ren Opel-platform frem for de nyere modeller med PSA-undervogn. Men det er planen, at alle modellerne med tiden skal over på PSA-platformene.

Det er også slut med den mikroklasse livstilsmodellen, Adam.

Næste større fornyelse kommer til næste år, hvor den store Grandland X crossover kommer som plug-in hybrid og i en syvsæders version. Opel har også tidligere annonceret, at der skulle komme en crossover-model, som er større end Grandland X. Men de planer er sendt til hjørnespark. Mikrobilen, Karl, er oprindeligt en Chevrolet Spark under huden. Den produceres på GM’s fabrik i sydkoreanske Changwon.

Den eksklusive mikrobil, Adam, produceres på hjemmebanen i tyske Eisenach, mens den åbne Cascada bygges i polske Gliwice.

Markedet for cabrioleter er på retur. Det koster livet for den åbne Cascada.

Opel Karl fik ved lanceringen for et par år siden pæne anmeldelser. Men både Karl og Adam lider herhjemme under et faldende salg af biler i mikroklassen. På europæisk plan er salget af åbne biler som Cascada på retur og flere fabrikker har droppet cabriolet-modellerne til fordel for netop de høje biler.

Artiklens emner
Opel