Gigantens ilddåb

Den hårde rocks nye endags festival ''Giants Of Rock'' fik en blandet start på trods af gode bands og et engageret publikum. Især Rammsteins show vil blive husket.

Gentofte Stadion:

GIANTS OF ROCK: RAMMSTEIN, SLAYER, ACCEPT, HAMMERFALL.

Søndag.

Fire tungtvejende argumenter for at forlade skyggen og begive sig ud under sommersolen, resulterede i et godt fyldt Gentofte stadion og en hyggelig festivalstemning, inden det gik op for publikum, hvordan det så ud med væskeforsyningerne. Derefter var der ikke så lidt irritation at spore.

De svenske retro-powermetallere Hammerfall lagde fra land og gjorde da også alt, hvad der var muligt, for at få publikum med. Mest applaus blev det til, da forsangeren forkyndte, at det danske publikum er det bedste i verden. Så er alt vist sagt. Hvis man troede, at Hammerfall havde opbrugt samtlige metalklichéer, gik Accept på scenen og beviste, at der stadig var nogle tricks tilbage. Med en fin holdindsats omkring "The German Tank", Udo Dirkschneider, og et par håndfulde syng-med firser-metalklassikere fik tyskerne hurtigt publikums accept.

De mægtige amerikanske trashtitaner Slayer indledte som sædvanligt for fuld skrue og glimrede med dagens bedste lyd. For første gang kom publikum op fra græsset, og der blev skrålet med helt ned til de bagerste rækker. På trods af en virkelig god koncert, var der dog ingen tvivl om, hvem størstedelen af publikum var kommet for at høre.

Tysk kulturarv

Fra de med deres genre-definerende debut nærmest skabte begrebet "Neue Deutsche Härte", har Rammstein været fast skydeskive for den tyske mediemølle. Rammstein har aldrig forsøgt at skjule, at de var tyskere, og at de ligefrem er stolte af deres kulturelle ophav. Ikke noget offentligheden altid har været lige venligstemt overfor i det fortidsskræmte Tyskland. De åbenlyse martialske marchrytmer bandet ynder at krydre med tyske tekster med masser af rullende r'er, har heller ikke gjort, at kritikerne har siddet på hænderne.

I den tidligere DDR-svømmer Till Lindemann har Rammstein dog en mand, der ikke blot er et sandt blikfang på en scene, men tillige skriver sublime tekster. Med en hos tyskere sjældent set sort humor, og en inspiration fra den samlede tyske kulturhistorie, deriblandt forfatteren E.T.A. Hoffmann, får Lindemann skabt små skræk-romantiske perler, der på samme tid kan få smilene til at brede sig, og nakkehårene til at rejse sig. Et band, der hverken i det lyriske eller det audio/visuelle udtryk er for folk med sarte nerver, men en gruppe der udfra sin egen veldefinerede æstetik styrer målbevidst fra succes til succes.

Show og underholdning

Og sådan var det også denne aften. Hvor de tre første indslag havde været regulære koncerter, var det hos Rammstein ét stort show. Med humørfyldte mellemspil, og et sceneshow, der sagtens kunne gøre det ud for at være en pyromans våde drøm, havde tyskerne publikum i deres hule hånd fra start til slut. Der var problemer med Lindemanns mikrofon, og stemmen druknede lidt i teatertordenen, men publikum sang med på stort set hvert eneste ord. Show og underholdning for alle pengene, og en stor flok mennesker, der trods alt gik tilfredse hjem.

At arrangementet alligevel ikke var en ubetinget succes, skyldes den stærkt overbebyrdede organisation. Når man samler flere tusinde mennesker under åben himmel ved temperaturer op mod 30 grader, så skal det være muligt at forsyne sig med drikkevarer. Umiddelbart et lidt banalt problem, men ikke desto mindre er en ventetid på op til en time for en vand eller en øl fuldstændigt uacceptabelt. Det gav sig ikke udslag i dramatik, men det var synd for arrangementet, at det foretrukne samtaleemne under hjemturen var ventetiden i køerne og ikke musikken.

kultur@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen