Janus Kramhøft: ALLE STEDER SER DIG

Sympatisk, men ikke ganske vellykket debutroman af Janus Kramhøft.

Janus Kramhøft:
ALLE STEDER SER DIG
176 sider, 268 kr.
Tiderne Skifter
Janus Kramhøft (f. 1972) interesserer sig for forfattere, har skrevet en bog om Frank Jæger og en om Klaus Rifbjerg. Nu vil han selv være praktiserende. "Alle steder ser dig" er hans debut som romanforfatter. Den handler sjovt nok om en fotograf, der egentlig ville have været rigtig kunstner, maler nemlig.

Men ved vejs begyndelse er Martin Rem, som hovedpersonen og fortælleren hedder, nu i Paris med sit kamera og sin midtvejskrise. Efter ni års ægteskab er der lurende kedsomhed i tosomheden og dens tilkomne afkom, og netop da har fotografens succesombruste bror - og han er blevet maler - inviteret ham til at forevige sig i atelieret dernede i kunstens gamle hovedstad.

Der løber vor helt rundt i den fascinerende by, løber også ind i både broderens afstumpede kynisme og hans overmåde labre, men kærlighedshungrende kæreste. Og det går, som det må, med forelskelse og hed affære, drikfældighed, mange smøger og eksistentielt opbrud, inden Martin måske/måske ikke får fikset tingene med konen Marie på Mallorca efter et par uger.

Sammenklippet

Kramhøft kan som romanforfatter minde en del om Jens Chr. Grøndahl, inden denne definitivt gik i positur. "Dagene skilles" kom jeg til at tænke på flere gange, og det er da ingen dårlig roman. Men det er, som om Kramhøft er lovlig forelsket i kunst og kunstnermytologi. »Jeg tænkte,« tænker hans hovedperson et sted, »at man skulle passe på, man ikke kom til at idealisere kunstnernes liv.« Det er nemlig rigtigt, men man skal faktisk også passe på ikke at idealisere kunsten.

For denne anmelder hænger cigaretrøgen, citaterne og de mere indirekte henvisninger, de parisiske omgivelser, kvababbelserne over moderne konceptkunst og tømmermændene, de fysiske såvel som de eksistentielle, lige lovlig lækkert. Samtidig er der noget sært abrupt eller sammenklippet over det handlingsforløb, hovedpersonen gennemgår. Det gælder både i forhold til konen, kærligheden, kunsten og brorskabet.

Alt i alt har jeg en fornemmelse af, at forfatteren næste gang med fordel kunne give sig i kast med at problematisere sin egen fascination af kunsten, indholdsmæssigt såvel som i formen - måske er kunst faktisk noget ufotogent svineri? Det kunne der måske ligefrem komme kunst ud af. Som det er nu, må jeg stikke den sædvanlige frase ud: lovende.

kultur@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.