Koncertanmeldelse: SUEDE

Suede har romantisk taber-sympati, men gruppen blev ren vinder i Vega.

Store Vega, København:

SUEDE

Torsdag

"The End" stod der med store bogstaver på bagtæppet. Men sådan skulle det ikke gå.

O.k., lyset var blevet tændt i Store Vega, en CD var smidt på anlægget og scenefolkene var begyndt at hive stikkene ud. Men publikum nægtede simpelthen at acceptere, at koncerten med Suede var forbi, og hvis ikke sanger Brett Anderson og band var vendt tilbage, havde publikum måske stået der endnu.

Eufori i selvsving - måske - men denne anmelder husker ikke nogensinde at have oplevet et mere stålsat ekstranummer-forlangende i Vega. Tinnitus-truslen var her større end under resten af koncerten.

Charmerende krukke

Suede har nok sit allermest loyale følge i Danmark, så det er på ingen måde en tilfældighed, at den engelske gruppe i denne uge valgte at starte turnéen med fire koncerter i København. Først tirsdag med en akustisk og sympatisk koncert i Radiohuset for en flok heldige fans, pressefolk og fodboldlandsholdet (!) - og dernæst torsdag, fredag og lørdag med mere regulære koncerter i Vega, hvor alle billetter er solgt.

Jo, Suede kunne med rette spille den nye single "Positivity" som ét af åbningsnumrene, og netop dén sang siger en del om, hvor Suede står lige nu.

13 år henne i karrieren har den charmerende krukke Brett Anderson angivelig ladet sine gamle vaner med stofafhængighed og urban dekadence vige til fordel for friskpresset juice og sund livsstil: "The air is free/And the birds sing for you/And your positivity," lyder det fra en fitness-trimmet Anderson i en sang, der er så klassisk drejet Suede-rock, at det nærmer sig et plagiat af gruppens varemærke-lyd.

Nu er det også ofte sådan med lykke og harmoni, at det er dødssygt at høre om i længden, og der kommer sjældent den store kunst ud af det. Så "heldigvis" er billedet af Suede da også mere nuanceret på det fine nye album "A New Morning", hvor der fortsat lurer "gode gamle" temaer som ensomhed, desillusion og syrede indfald, som nu i den dejligt groovende ballade "Lost In TV" og i den delikat huggende "Beautiful Loser", som har riff-ryk a la Oasis, og som burde have været første single fra "A New Morning".

Klassisk materiale

Den nye "Obsessions" lyder mere gumpetung, både på plade og live, men så kan Suede jo bare plukke fra det gamle sangkatalog: "Animal Nitrate", "Heroine", "So Young" og "The Wild Ones" mindede torsdag én om, hvorfor man faldt pladask for gruppen i tiden omkring de utroligt vellykkede album "Suede" (1993) og "Dog Man Star" (1994). Klassikermateriale som rangerer fra spiral-svungen og sugende rock til melodisk underskøn ballade. Og en nyere sang som "Everything Will Flow" gør det klart, at Suede til enhver tid kan vende tilbage med en pop/rock-sang af storslået format.

Efter den eksalterede finale bekendtgjorde Anderson selvironisk, at han ville trække sig tilbage til hotellet med en kop varm kakao og en pornofilm: "We'll never never play the harp, and we'll stick like sick on the stars," lovede sangeren da også på debuten i 1993. Der er nok gået en vis moden rutine i Suede, men uforpligtende skønsang til masserne - nej, det er der heldigvis langt fra tale om.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen