Aalborg Symfoniorkester: BRAHMS' REQUIEM, Sønderjyllands Symfoniorkester: GUNGE OG KLASSIKERNE, Sjællands Symfoniorkester: MOZART OG MAHLER og Ars Nova og Paul Hillier: PASSIONSMUSIK

Musikaktiviteterne har været store før påskedagene. Det har afvekslingen i indholdet også.

Aalborg Symfoniorkester: BRAHMS' REQUIEM

Sønderjyllands Symfoniorkester: GUNGE OG KLASSIKERNE

Sjællands Symfoniorkester: MOZART OG MAHLER

Ars Nova og Paul Hillier: PASSIONSMUSIK

Fire anmeldere giver hver fire stjerner. Det kan kaldes homogenitet. Indholdet har deriod været afvekslende. Vi begynder i Aalborg.

Brahms benyttede i "Ein deutsches Requiem" ikke den katolske kirkes latinske tekst i dødsmessen, men udvalgte tyske tekster. Karakteren er en anden uden de dramatiske udladninger i "Vredens dag" (Dies iræ), en mere homogent resignerende holdning til døden.

Det er et smukt, men også et farligt værk at opføre, fordi en opførelse let glider over i det stillestående og værst i det direkte banale.

For Matthias Aeschbacher og Aalborg Symfoniorkester lykkedes det befriende godt. Med tempi, der virkede naturlige, med levende

dynamiske kontraster og i en plastisk formulering hang musikken sammen som en tankevækkende kommentar til forholdet

mellem liv og død.

Det fine orkesterspil og den væsentlige korstemme dannede et mørkt glødende klangtæppe med utallige nuancer. De to lokale kor,

Filharmonisk Kor Aalborg og Coro Misto var suppleret med Den Jyske Opera Kor, og det betød en vellykket helhed i korklangen og fraseringen af stemmerne.

De to sangsolister var placeret alene et stykke ude på hver side, hvilket isolerede dem fra helheden i klangbilledet. Den svenske sopran Clara Bystrand, som har fremtiden for sig, lød spændende også klangligt, men her virkede hun som en ensom valkyrie. På det

punkt havde den gode baryton Adrian Eröd det lettere.

John Christiansen

Kongen falder

Koncerten Roll over Beethoven med Sønderjyllands Symfoniorkester og den norske dirigent Ingar Bergby bød på Bo Gunge, Beethoven

og Carl Nielsen, et program med musikalske og kunstneriske paralleller på kryds og tværs.

Bo Gunges symfoniske digt "Kongen falder" bygger på Johannes V. Jensens roman, nærmere om Christian d. 2 fortvivlede færd

frem og tilbage over Lillebælt en nat i 1523. Det er nu ikke programmusik i traditionel forstand. Gunge lader snarere kongens humørskift og sejlturen frem og tilbage over bæltet være fundament for en musikalsk formdannelse med gentagelsen som omdrejningspunkt.

Det umiddelbart iørefaldende stykke er båret af en kraftfuld musikalsk fortællestil, som fint knytter an til Carl Nielsens anden symfoni, "De fire temperamenter", og Gunges stræben efter

musikalsk og kunstnerisk frihed klinger smukt sammen med Beethoven.

Trods de oplagte paralleller og anknytningspunkter i programmet og tre gedigne musikalske fortolkninger kom koncerten nu aldrig

rigtigt op at flyve. Michael Rolls ydede bestemt en hæderlig indsats som solist i Beethovens fjerde klaverkoncert, men den blev

skæmmet en del af et ustemt flygel med tekniske skavanker.

Programrækkefølgen Gunge, Beethoven, Nielsen fik heller ikke rigtigt

værkerne til at "snakke sammen".

Hjarne Fessel

M for mastodont

Mozart, Mahler og Mandeal. Det må kaldes mangfoldighed i Tivoli. Mozarts 16. klaverkoncert kan afvikles inden for samme tidsrum

som første sats i Mahlers niende symfoni. For Mozart må det have været en vigtig pointe, at musikken giver en oplevelse af helhed fra

start til slut, og at musikerne kan hægte sig på en rød tråd musikken igennem. Sådan gik det for Søren Rastogi ved klaveret. Han fortolkede Mozart sart, præcist og graciøst, og med det temperament

støbtes klaverkoncerten fra start til slut.

Mahler er ikke for svage sjæle. Vi gennemlever katastrofer, dans, folkesang, romantisk sværmeri og grotesk humor, før de lange,

spinkle strygerklange i sidstesatsen varsler døden og evigheden i 15 gribende minutter.

Hvis publikum skal overleve, kræver det en orkesterdiciplin

af en anden verden. Alle solospillere skal være skarpe, alt skal times. Orkestret havde valgt deres kommende første gæstedirigent

som anfører til kampen. Rumænske Mandeal gjorde et godt indtryk.

Han er energisk, insisterende og uadvendt og trækker givetvis på sin enormt bredde erfaring med vidt forskellige orkestre. Ikke alt

lykkedes denne aften, men det meste. Med Mandeals bevægelser som symbol gik musikken fra kejtet og lidt stiv i begyndelsen af Mahler til bøjelig og bølgende i slutningen. Her fik vi en

samlet strygerklang så smuk og spændt som sjældent hørt.

Henrik Friis

Påskemusik

Vokalgruppen Ars Nova indledte sin turne i Århus Domkirke og er i Aalholm kirke søndag eftermiddag, i Boholte tirsdag, i Herlufsholm

kirke onsdag og Garnisons kirke København torsdag. Der bydes på den sjældent opførte "Lukaspassion" af barokmesteren

Heinrich Schütz og en uropførelse af John Frandsens "De profundis". Den slanke, gennemsigtige og velpolerede klangbehandling er et kendemærke for de 12 toptrænede stemmer.

John Frandsens "De profundis" for kor og slagtøj bygger på Davids salme 130. Indledende klokkeslag og dumpe trommerytmer

giver en stemning af sørgetog og noget rituelt. Musikken

udvikler sig i dynamiske bølger, hvis udtryk koncenterer sig om sorg, lidelse og smerte. Skærende dissonanser er blandt virkemidlerne,

ligesom de melodiske linier har et anstrøg af gammelkirkelig melodik. Værket munder ud i en næsten nøgen klang på det afsluttende "Amen". Et velskrevet og ekspressivt værk,

som virker umiddelbart. Spændende var det også at høre en ren vokal udgave af Schütz' "Lukas-passion", som ordret følger passionsberetningen i Lukas-evangeliet. Sammenholdt med

Bachs dramatiske passioner er Schütz' langt enklere og mere "stillestående", hvor ordet taler sit eget sprog, Johan Linderoth sang evangelist-partiet med stor indlevelse og en perfekt timing

i fortælle-måden. Jakob Block Jespersen sang Jesus- partiet med klangfylde og autoritet.

Sten Søgaard

kultur@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen