Radiohusets Koncertsal og P2: RADIOSYMFONIORKESTRET

Når Leif Ove Andsnes spiller klaver og dirigerer på samme tid, ser det ud nogenlunde, som når andre pianister gør det samme. Lidt flaksende og i sagens natur skiftende mellem fuld opmærksomhed på dels klaveret, dels orkestret, mens pianister, der holder sig til klaveret, kan udnytte pauserne til som hvilepunkter eller til at lade op.

Radiohusets Koncertsal og P2:

RADIOSYMFONIORKESTRET

Leif Ove Andsnes,

klaver og direktion

Koncerten gentages i dag

kl. 16 i Musikhuset Aarhus og genudsendes i P2 søndag kl. 10

Men som Mozarts klaverkoncerter i G-dur og d-mol fra 1784 og 1785 her lyder, er det en helt anden sag. Tirsdag aften kunne man i Den 11. time på DR 2 se Andsnes forklare helt afslappet, på én gang elskværdigt og suverænt, hvad hans kunst består i, og torsdag i Radiohuset kunne man høre det omsat i praksis.

For ikke blot er den 37-årige herboende nordmand én af sin generations på verdensplan førende pianister. Med et spil så helstøbt, fokuseret og åndrigt, at man vel skal til den en generation ældre ungarer András Schiff for at høre mage.

Som kombineret pianistdirigent, sådan som Mozart selv opførte sine klaverkoncerter, viser Andsnes sig her desuden som totalmusiker. For når han dirigerer, er det ikke blot for at holde orkestret kørende, før han selv skal på igen.

Det er en fortsættelse af klavermusikken med andre midler. Den samlede musik for klaver og orkester bliver her gradvist udviklet, ikke som en konversation, endsige kappestrid, mellem klaver og orkester, snarere som en inspireret dialog for én, hvor historien undervejs bare fortælles fra flere synsvinkler.

Og nok er Andsnes ikke på papiret dirigent med stort kørekort. Men ikke desto mindre kan han altså også med sine enkle virkemidler få et orkester til noget.

1700-tals musik med Radiosymfoniorkestret i lille besætning kan ellers være noget af en lottokupon; orkestrets styrke er nu engang bred nyere musik med stor lyd. Men under, eller rettere sammen med Andsnes, bliver der det meste af tiden spillet med eksemplarisk tæthed, energi og selvstændighed, og endda synes han at have inspireret helt ind i det stykke, han ikke er med i, åbningsværket Eine kleine Nachtmusik.

Ligesom da Andsnes i tv beskrev sit håndværk, lyder det umiddelbart ganske enkelt, og i så fald var det jo ingen kunst. Det bliver det først, og hvilken, efterhånden som han viser, hvor meget der ikke mindst hos Mozart ligger bagved og under og over al enkelheden, og hvor meget, der skal til for at få det til at lyde så ubesværet.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen