Radiohusets koncertsal: DR RADIOSYMFONIORKESTRET

Violinvidunderet Hilary Hahn lagde publikum for sine fødder.

Radiohusets koncertsal:
DR RADIOSYMFONIORKESTRET
Solist: Hilary Hahn, violin
Dirigent: Marin Alsop

Advarsel. Læsere, der ikke bryder sig om overdreven ros, bør stoppe her.

Det 27-årige amerikanske violinfænomen Hilary Hahn er enestående. Hun spiller med ufattelig præcision, med vilje, mod og temperament, med klarhed, ide og nerve. Hendes fortolkninger er logiske, naturlige og ligetil, men alligevel fintmærkende og unikke. Ganske enkelt enestående.

Denne torsdagskoncert løftede sig til en helt ekstraordinær begivenhed med hendes version af Sibelius violinkoncert. Sibelius har været så flink ved dygtige violinister at skrive en violinstemme af gribende skønhed, men hvor der samtidig er så store forløb, at de største virtuoser kan vise, hvem de er.

Nu kan det vist være lige meget, hvad Hilary Hahn spiller det er smukt i sig selv men hendes stålsatte temperament og let kølige attitude passer som tonic i gin til Sibelius finske år 1900 blues.

Mere temperament

Rygtet vil vide, at Hahn mødte Radiosymfoniorkestret i prøveforløbet med en autoritet, det sjældent oplever. Eller sagt på en anden måde: De ellers så succesrige orkestermusikere måtte stå tidligt op for at leve op til solistens krav om behørigt akkompagnement.

Det gav bonus. Orkestret var under ledelse af den amerikanske stjernedirigent Marin Alsop, der er et aldeles ubeskrevet blad i danske koncertsale, men ville være fremragende at høre igen. Orkestret spillede tight og temperamentsfuldt, både med Hahn i violinkoncerten, i Brahms 1. symfoni men også i det overraskende nye amerikanske værk, den i Danmark også temmelig ukendte Christopher Rouse havde bedrevet.

Værket med den slående titel Rapture begejstring begyndte og sluttede med torden og var derimellem flot og meget fortællende musik.

Med stor naturlighed

Alsops brahmsfortolkning trak direkte tråde til hendes lærer, legendariske Leonard Bernstein og hans indspilninger med Wienerphilharmonikerne.

Det er noget med at gøre musikkens stof sejt og trægt og på den måde trække melodierne op af hatten en efter en. Tonen er alvorlig og let melankolsk, som om selv de muntre passager er ramt af en almindelig tristhed. Det lykkedes på fornem vis.

Og så lykkedes det på samme tid at få symfonien til at lyde frisk. Forhistorien er, at Brahms nørklede med sin første symfoni i 20 lange år, men alligevel mirakuløst endte med at have skrevet musik, der lyder som om, den med største naturlighed har skrevet sig selv lige ud ad landevejen.

kultur@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.