Drømmepigen indtog Gigantium i Aalborg

Shakira charmerede sig til sejren i Aalborg, hvor Gigantium ellers ikke er det mest festlige sted at danse mavedans.


Gigantium Aalborg:
SHAKIRA
fredag aften

Hun er ikon for millioner af fans verden over, hun er kølerfigur for sponsoren, bilfabrikken Seat, der med sin lyserøde smarte sportsvogn sælger modellen "designed by Shakira".

Hele hendes omrejsende popshow, den aktuelle verdensturné "Oral Fixation Tour 2007" er også designet til dette ualmindeligt godt dansende, sydamerikanske popfænomen, der har solgt over 50 millioner plader verden over med hits som "Whenever, Wherever", "Hips Don't Lie" og "Illegal".

Havde hun hun til gengæld ikke haft disse flotte og på denne aften særdeles veludførte skud i bøssen, ville showet være endt i en gang smårodet, buldrende lydsuppe, der kun gled ned, fordi der på scenen blev ført an af en 30-årig skønhed fra Colombia født af en colombiansk mor og en far med libanesiske rødder.

På den måde blev showet en blanding af latinopop, 1001 nat-inspireret erotisk mavedanseopvisning og en gang Alanis Morrisette-agtig rock i sydamerikanske tango-gevanter.

Hvis Dolly Parton har fået ansigtsløftninger, må Shakira have fået monteret ekstra kuglelejer i alle led i overkroppen, for hofter lyver ikke, de hamrer løs som stemplerne i en toptunet bilmotor.

De imponerende dansevrid fik publikum helt frem i skoene - et publikum der ud over de mange lokale popfans havde tiltrukket masser af fans af sydamerikansk og mellemøstlig oprindelse, og denne anmelder kom til at stå ved siden af en flok unge mennesker fra Århus.

De viste sig at være pæredanske, stemmen var jysk, men teinten var mørk, og den libanesiske baggrund gjorde i hvert fald 19-årige Dina Murad glad og stolt.

»Jeg kommer her, fordi Shakira kommer fra Libanon.« Og hun blev suppleret af sin 17-årige veninde Hanan Aziz, der også voksede et par ekstra centimeter i de hvide, højhælede sko, fordi "hun repræsenterer os libanesere", som hun sagde.

De havde på mange måder også god grund til at være stolte over drømmepigen på scenen.
Men det kunne alligevel ikke udviske det faktum, at undertegnede efter fem numre stod i en skov af opstrakte arme med tændte mobiltelefoner og digitalkameraer, der som svajende, blå periskoper søgte fokus i mørket.

Dér stod jeg med en begyndende høreskade, fordi lydbilledet buldrede nærmest som et jetfly den store hangarlignende hal, men samtlige unge piger, og her snakker vi piger helt ned til syv-otte års-alderen, og samtlige deres medbragte mødre ville formentlig lade sig blive stokdøve på begge ører, hvis de kunne bytte med en krop som Shakiras.

Men jovist var Shakira uimodståelig især i "Whenever, Wherever", da hun løb ud ad den lille gang, der stak 20 meter ud blandt publikum, så den bare talje blev mere end nærværende, de glimtende øjne kom i kontakt med de få udvalgte, mens kødranden af piger og drenge langs barrieren skreg og rakte ud mod drømmepigen, som var de sultne fugleunger, begærlige efter mere.

Da kogte det i hangaren, og begejstringen var fortjent.
Men i virkeligheden er hendes show ikke noget særligt, når man trækker de allerbedste ørehængere fra.

Denne aften sloges hun med dårlig lyd, i begyndelsen kunne man ganske enkelt ikke høre hendes stemme, der bare druknede i larmen fra to trommeslagere, tre guitarister plus det løse kavaleri, der gjorde rytmesektionen komplet. Men Shakira kørte alligevel sejren hjem på sit smittende humør, og hun er et dansetalent ud over det sædvanlige.

Desuden er jeg sikker på, at flokken af gulklædte haremspiger ville have en chance til karnevalet i Aalborg, da de sammen med stjernen fik ekstasen til at stige og konfettien til at falde i finalen "Hips Don't Lie".

Stjernens jetfly var forsinket, men med et kvarters forsinkelse nåede hun alligevel i løbet af halvanden time at begejstre, ikke overbevisende musikalsk, men charme, selvtillid og lækkert maveskind kan også gøre det.

Og hofterne lyver ikke, de danser bare.

joergen.hoeg@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.