”At være tro mod én kvinde er at være utro mod alle andre” – Don Juan forfører og forarger

Slår du ’Don Juan’ op i ordbogen, beskrives han som en ”kvindebedårer, tyr, skørtejæger, playboy”, og du er muligvis selv stødt på én af disse Don Juan’er i det virkelige liv: Typen som både chokerer og charmerer, forarger og forfører.

Det er ikke kun på Tinder, på dansegulvet eller i din egen hjerteknuste fortid, at Don Juan-typen huserer. ’Don Juan’ eller ’Don Giovanni’ er en kendt figur i kulturhistorien, og både Molières verdensberømte komedie fra 1665 såvel som Mozarts opera fra 1787 bærer hans navn i værktitlen.   

1003 kvinder

I Mozarts opera Don Juan får vi at vide, at hovedpersonens erobringer runder intet mindre end 1003 kvinder – alene i Spanien!

I operaen følger vi den sidste dag i hans liv, inden han ender i helvede – en dag, hvor han forfører, forgriber sig og bedrager flere kvinder. Samtidig samler sig et tiltagende større følge, der vil have ram på ham. 

Spørgsmålet er hvorfor i alverden falder vi dog over for denne type, selvom al fornuft fortæller os, at han er ’bad news’, og at eventyret på forhånd er dømt til at ende galt? Og hvad er det ved Don Juan som opera, der betager os sådan?

Det sidste har ph.d. i filosofi og postdoc ved Københavns Universitet – og operaelsker Anna Cornelia Ploug et bud på. Hun har skrevet artiklen Don Juan og kunsten at lade sig forføre.

”En standardudlægning af den gamle historie om skørtejægeren Don Juan ville lyde, at han er en fandens karl, som vi både beundrer og frygter, og som i sin ustoppelige erobring af kvinder i bund og grund er udtryk for et forbrugerisk menneskesyn og en fattig moral. Et dumt svin af en mand, kort sagt, en forbandet fuckboi, der også nok skal få sin straf.”

Lysten til livet

Hun forklarer, at der er mere at hente end dét, for ifølge filosoffen Søren Kierkegaard, der var selverklæret fan af Mozart, er Don Juan indbegrebet af det sanselige liv. Han er ikke en person så meget som en idé.

”Det, som vi betages af, i Don Juan, er ikke ham som person (hvem han end er), men det begær, han besidder; hans indifferente, umættelige libido. Seksuelt, ja, men langt mere end det, selve trangen til livet og den udadvendte kraft, der følger med.”

Gnæk i skægget

Så noget af det, der gør Don Juan så nederdrægtig og uimodståelig på én gang er idéen om lysten til livet.

Men hvad sker, der når man tager Don Juan bogstaveligt? Er Don Juan-fortællingen stadig en komedie?

Anna Cornalia Ploug beskriver det således i sin artikel:

”Man kan også – og med rette – læse historien om Don Juan, Den Store Befamler, som et portræt af en traditionstung maskulin kultur, som giver mænd carte blanche til at gøre med kvinder som de vil, som om, deres kroppe var mandens retmæssige råderum; da vil man ikke grine, men væmmes.”

Anna Cornelia Ploug gjorde sig den betragtning for nylig, da hun så operaen Don Juan på The Met i New York og til ”sin rædsel” så, hvordan man blandt publikum ”gnækkede i skægget over Don Juans tricks til at manipulere de kvinder, han vil nedlægge.”

For selvom operaen er mere end 240 år gammel konstaterer hun:

”Ideen om mandens medfødte ret til kvinders kroppe lever stadig iblandt os!”  

Må man lade sig forføre?

Men hvorfor kan man overhovedet give sig hen til en opera om denne skruppelløse kvindeerobrer, når al fornuft strider imod ham som karakter? Det er fordi han er selve "musikkens væsen", som Søren Kierkegaard skriver.

Anna Cornelia Ploug fortæller: "Jeg elsker selv at blive forført...", og har du det på samme måde, vil allerede forspillet til operaen Don Juan feje benene væk under dig, så du bliver ”som en ung pige forelsket” som Kierkegaard siger. Jeg har det sådan at Don Juan gør mig til en dum dreng, der ansigt til ansigt med det skønne pludselig ikke kan finde ordene – og jeg nyder det.”