Den prostituerede Violetta lærer os om frihed og fordomme i Verdis mest populære opera

Sopran Frederikke Kampmann hoster så voldsomt, at hele kroppen skælver.

I hånden står hun med et lommetørklæde pludseligt fyldt med en klæbrig, blodig masse, som hun holder frem mod gruppen, der står og betragter hende: ”Det er godt, det der! God konsistens. Meget tuberkuløst.”

Det er fredag formiddag, og et hold af medarbejdere er samlet omkring det blodige optrin i Den Jyske Operas prøvesal i Aarhus.

Forinden har Den Jyske Operas rekvisitør nøje blandet sirup, glukose, sovsekulør og rødt pigment og sirligt afmålt, hvor meget teaterblod der skal i hver pose eller gelékapsel. Der skal nemlig tages højde for, om sangeren skal have det i munden, eller om hun skal gemme det andre steder på kroppen.

Der skal gradvis mere blod til, som operaen skrider frem, så antal ml teaterblod bliver nøjagtigt noteret for hvert krampagtigt host, Frederikke Kampmann denne formiddag tester af.

Frihed eller kærlighed?

Blodets betydning skyldes, at kurtisanen i La Traviata, Violetta Valéry, lider af den dødelige lungesygdom tuberkulose. Som det ofte sker i opera, får hun ikke den lykkelige slutning, man kunne ønske sig –end ikke kærligheden redder hende til sidst.

La Traviata blev komponeret af Guiseppe Verdi i 1853 og befinder sig i den absolutte top over de mest populære og spillede operaer i verdenshistorien. Det gør den prostituerede Violetta Valéry til en af operalitteraturens mest ikoniske hovedroller, og i instruktør Eva-Maria Melbyes opsætning af La Traviata stilles der helt skarpt på Violettas liv som kurtisane, erhvervsdrivende og fri kvinde. Hun forklarer:

”La Traviata er en hyldest til det moderne menneske. Violettas virke som kurtisane er en måde at overleve på, men også en måde at leve på, særligt hvis man i den tid ikke ønskede et liv som hustru. Så længe hun har kræfter, nægter Violetta at binde sig til samfundets strukturer og regler – såvel som til en mand.”

Men kærligheden og virkeligheden rammer Violetta.

For mødet med digteren Alfredo og den ægte kærlighed får Violetta til at opgive sin forretning i byens selskabsliv, og sammen flytter de i et hus på landet. Det er dog ikke den rene landidyl, og parret udfordres både økonomisk og ikke mindst af samfundets dom over deres frie forhold og Violettas fortid som kurtisane.

Læg hertil hendes tiltagende lungeinfektion – og vejen til en ulykkelig slutning er brolagt med dramatik, musik og tårer.

Violetta ender i bedste mening med at forlade Alfredo, hvorefter han i jalousi og afmagt opsøger og ydmyger hende. Først til sidst forstår Alfredo, at Violettas brud var en kærlighedsgerning, og de to forsones i allersidste time, inden hun bukker under for sygdommen og en ulykkelig Alfredo lades tilbage.   

Marie, Marguerite, Violetta, Vivian, Satine…

Vækker ovenstående scene genklang hos dig? Så har du måske set Baz Luhrmanns musicalfilm Moulin Rouge fra 2001, der ligesom en række af teaterforestillinger, balletter, film og ikke mindst Verdis opera La Traviata er bygget på romanen Kameliadamen fra 1848.

Romanen er skrevet af Alexandre Dumas d.y. og er direkte inspireret af en virkelig pariserkurtisane ved navn Marie Duplessis, der regerede i Paris’ selskabsliv og døde som 23-årig i 1847 af netop tuberkulose.

De mange fortolkninger af historien om den prostituerede, frie kvinde, der indleder et kærlighedsfuldt, komplekst og, set med omverdenens øjne, skandaløst forhold, kender du også fra 1990’er hollywoodfilmen Pretty Woman. Her er den berømte scene i operaen med den grædende Vivian endda en direkte reference til La Traviata.

Til forskel fra Violetta, Satine, Marguerite og de andre karakterer bygget på Marie Duplessis, får Vivian dog en ægte Hollywood-happy-ending i Pretty Woman.

Verdis mest intime opera?

Da den italienske komponist Guiseppe Verdi skrev La Traviata op til urpremieren i 1853, levede han også selv under skandaløse forhold, datidens normer taget i betragtning. Han boede sammen med sopranen Giuseppina Strepponi, der havde to børn uden for ægteskab i forvejen.

Ligesom Violetta og Alfredo i La Traviata mærkede komponisten og hans elskede samfundets fordømmelse. Verdi brød med sin familie i en periode, men parret holdt sammen og blev gift 15 år senere.

Instruktør Eva-Maria Melbye er ikke i tvivl om, at Verdi med operaen hylder den moderne kvinde, hvor han holder med Violetta ligesom han holdt med Giuseppina i det virkelige liv. Og mens operaen i bund og grund er en tragedie, slår instruktøren fast at:

”Selvom kærligheden ikke sejrer, fejrer vi den alligevel i La Traviata.”

The show must go on

I prøvesalen er man blevet foreløbigt enige om den ønskede effekt af blod på scenen, og sopran Frederikke Kampmann dupper med et skævt smil blodet væk fra mundvigen.

Hun lægger lommetørklædet tilbage på det blodige bord, og går ud for at klæde om og gøre sig klar til dagens prøve på La Traviata: ”The show must go on” som de synger i Moulin Rouge, og som giver genlyd hele vejen gennem populærkulturens fortolkninger over frie kvinder, kurtisaner og normbrydere.