PensionDanmark understøtter efteruddannelse og faglige talenter – Mads er en af dem

Danmark har udsigt til mangel på faglært arbejdskraft. Løsningen er efteruddannelse, og mange er allerede i gang, viser aktiviteten hos PensionDanmark, der er partner i Fagtalent 2025

PensionDanmark understøtter efteruddannelse og faglige talenter – Mads er en af dem

Denne artikel er sponsoreret af

advertiser

Danmark står over for en af de største arbejdsmarkedsudfordringer i årtier. Frem mod 2035 vil antallet af faglærte ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening falde med omkring 150.000, blandt andet fordi mange går på pension. Hvis vi skal fastholde balancen mellem udbud og efterspørgsel af kompetencer på arbejdsmarkedet, er der derfor brug for langt flere, der løbende opkvalificerer sig.

I de efteruddannelsesfonde, som PensionDanmark administrerer, er der tydelige tegn på, at opkvalificeringen er ved at tage fart. Fra 2023 til 2024 steg antallet af gennemførte forløb med 7 procent, og udbetalingerne fra fondene voksede med hele 24 procent. Tendensen fortsætter i 2025, hvor antallet af efteruddannelsesforløb i årets tre første kvartaler ligger 6,6 procent højere end året før – på trods af, at aktiviteten historisk falder i højkonjunkturer.

”Både de faglærte og ufaglærte prioriterer kompetenceudvikling midt i højkonjunkturen, og det er en rigtig positiv tendens. Vores arbejdsmarked står over for markante forandringer med den grønne omstilling og den teknologiske udvikling. Og her er efteruddannelse og kompetenceudvikling afgørende for at fastholde vores konkurrenceevne i virksomhederne og for at sikre højere løn og øget arbejdsglæde for den enkelte,” siger Marianne Fussing Ørsted, direktør i PensionDanmark.

En af dem, der viser vejen, er 28-årige Mads Bjørn Thomsen, der er entreprenørmaskinmekaniker hos GSV Materieludlejning. Mads, der er nomineret til Fagtalent 2025 i kategorien Innovation, blev færdiguddannet i 2018 og har siden taget en række efteruddannelseskurser for at styrke sine faglige kompetencer og skabe nye muligheder i sit arbejdsliv.

”Jeg kan mærke, at hver gang jeg tager et kursus, får jeg både mere ansvar og bedre forståelse for mit fag. Det giver mig lyst til at lære endnu mere. Udviklingen på mit felt går stærkt, så det er med at holde sig opdateret løbende,” fortæller Mads.

Fagtalent 2025 hylder netop de unge, der løfter deres fag og inspirerer andre. For PensionDanmark er det helt centralt at støtte den udvikling.

”Et stærkt arbejdsmarked kræver, at endnu flere griber muligheden for opkvalificering – både i korte kursusforløb og ved permanent sporskifte. Derfor arbejder vi målrettet for, at flere får adgang til gode uddannelsesmuligheder gennem de fonde, vi administrerer,” siger Marianne Fussing Ørsted.